De norske styrker i Sverige

Når man søger Den danske Brigades rødder, er det derfor nødvendigt et øjeblik at opholde sig ved den norske politiuddannelse. Mange af de tanker, som førte til oprettelsen af denne, kunne nemlig senere overføres umiddelbart til den tilsvarende danske.

Efter alt at dømme skal den allerførste oprindelse til den senere norske politiuddannelse i Sverige findes i en samtale, som Söderman i foråret 1942 havde i London med Terje Vold, som var justitsminister i den norske eksilregering. Söderman var da i anden anledning i London, og på Volds initiativ kom der et møde i stand mellem disse to. Den norske eksiljustitsminister fremlagde herunder de norske betænkeligheder ved den kaotiske situation, som kunne frygtes at opstå ved et tysk sammenbrud, hvor den tyske ordensmagt var væk, og der tilbage kun var en stærkt kompromitteret norsk politistyrke uden nogen autoritet. Han bad derfor Söderman undersøge mulighederne for i Sverige at uddanne en norsk politistyrke, som ved tysk kapitulation kunne sættes ind i Norge for at sikre ro og orden i overgangstiden og danne grundstammen i et nyt norsk efterkrigspoliti med rene hænder. Medlemmerne af denne politistyrke skulle rekrutteres blandt de mange norske flygtninge i Sverige. Söderman svarede, at han personligt var helt med på ideen, men at han under hensyn til Sveriges neutralitet og Tysklands stærke stilling ikke fandt den gennemførlig på daværende tidspunkt. Der skete da heller ikke mere i sagen i 1942; men nordmændene havde i det mindste fået plantet ideen hos en sympatisk indstillet person med en vis indflydelse.

Norske politistyrker i Sverige 1942-1945 (Foto: Glomdalsmuseet / Foto er hentet fra fotoalbum som har tilhørt Alf Zachariassen.)

Det næste udspil kom først i februar 1943 og denne gang også fra norsk side. Ved en sammenkomst i Stadshuskällaren i Stockholm mellem Söderman og chefen for den norske legations retskontor, politifuldmægtig Olav Svendsen ledte sidstnævnte atter samtalen hen på oprettelse af en politistyrke i Sverige, og denne gang var der enighed om, at tiden nu efter den tyske modgang på fronterne var ved at være moden til konkret handling. Inden de to mænd skiltes den aften, havde de udviklet en uddannelsesplan, som til en begyndelse skulle omfatte 50 norske politifolk. Svendsen skulle skaffe pengene fra Londonregeringen, og Söderman skulle tage sig af det praktiske og sikre sig den fornødne regeringsgodkendelse.

I maj måned var det lykkedes Svendsen at fremskaffe det fornødne startbeløb fra London, og Söderman kunne derefter gå til socialminister Gustav Möller med planen, som denne efter samråd med den konsultative statsråd Thorwald Bergquist godkendte. Selv om sagen endnu ikke havde været formelt forelagt på højeste regeringsniveau, var der dermed i realiteten givet grønt lys, og i forståelse med Stockholms politimester Erik Ros og chefen for Stockholms politiskole Gunnar Biörklund kunne uddannelsen umiddelbart gå i gang i politiskolens lokaler og under ledelse af dens lærere. Omkring 200 flygtede norske politifolk og jurastuderende gennemgik på de følgende tremåneders kurser en elementær uddannelse i forhørsteknik og andre politimæssige færdigheder, herunder også betjening og brug af lette politivåben. Dermed var begyndelsen gjort til det, som ved krigens slutning skulle blive en norsk militær eksildivision i Sverige på mere end 12.000 mand, organiseret som rent militære kamptropper og udrustet til deltagelse i regulære militære operationer. Denne udvikling skete dog kun gradvis og tog først rigtig fart, da det i løbet af efteråret 1943 blev mere og mere klart, at tyskerne ville tabe krigen.

Foreløbig måtte opbygningen imidlertid ske i det tyste. “Diskretion var nämligen vårt främsta budord”, som Söderman bemærkede. Det besluttedes derfor hurtigt at flytte uddannelsen bort fra det spionbefængte Stockholm til en mere afsidesliggende lokalitet, fri for nyfigne blikke. Til formålet lejede Socialstyrelsen Johannesberg Säteri i Gottröra nord for Stockholm – en afsidesbeliggende landejendom i et uvejsomt terræn i passende afstand fra hovedstaden. Denne første norske forlægning blev taget i brug den 11. juli 1943, og det var fra dette udgangspunkt den videre udvikling skete. Det var også her, tanken om en mere omfattende reservepolitiuddannelse fødtes. Denne betegnelse var blot en eufemisme for den mere militært prægede uddannelse, som også Den danske Brigade senere gennemgik.

Planerne derom synes for alvor at have taget form i august 1943, da Söderman sammen med den senere norske militærattaché i Stockholm, oberstløjtnant Ole Berg aflagde besøg i Gottröra. På vejen tilbage til Stockholm med Roslags-banen undfangede de sammen de første planer for en sådan mere omfattende styrke, som skulle kunne sættes ind som et ordnende element i en kaossituation og dermed også forebygge en egentlig allieret okkupation af Norge ved Tysklands sammenbrud. I de følgende uger og måneder udvikledes planen i flere enkeltheder. Den 3. december 1943 fik den regeringens blå stempel i form af en regeringsbeslutning om at tillade oprettelse af et antal norske og danske politiforlægninger med docent Söderman som ansvarlig uddannelseschef fra svensk side.

På dette tidspunkt var det således klart, at den svenske regering behandlede de norske og danske planer under ét og derfor foretog en samlet godkendelse af dem. Men allerede adskillige måneder forinden var der tydelige tegn på, at de svenske myndigheder – væsentligst personificeret i Söderman – søgte at bringe de forskellige danske initiativer ind i de rammer, som planerne om den norske politiuddannelse gradvis havde formet.

Kilder

Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.