Oprindelsen

Den spæde start

Den Danske Brigade i Sverige opstod ikke ud fra en enkelt beslutning om at etablere en dansk styrke i Sverige, men på baggrund af flere forskellige forslag og initiativer, som på forskellig vis havde til formål at skabe den bedste sammensætning af en dansk styrke. Det forslag der endte med at være grundstenen for Brigaden, blev valgt på baggrund af, at der var størst politisk opbakning, både fra Danmark og Sverige. De forskellige forslag og baggrundsinitiativer for etableringen var som følgende:

Munck-planerne

Ebbe Munck var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige, og i maj 1943 havde han påbegyndt udarbejdelsen af specifikke planer om at etablere en militærflygtningelejr i Sverige.

Ebbe Munck havde relativt kort tid forinden mødt docent Harry Sodermann, som havde stort fokus på at etablere en norsk politiforlægning i Sverige. Via samtaler med Sodermann fik Munck afgørende kendskab til de norske initiativer, hvorefter han fik konkret information om mulighederne for etablering af en lignende dansk styrke i Sverige, gennem E. Torp-Pedersen, som var den danske legationssekretær ved den danske repræsentation i Stockholm. Men til trods for Muncks ihærdige indsats måtte han indså, at det endnu ikke var muligt at finansiere og få svensk støtte til etablering af en dansk styrke i Sverige.

Den 29. august 1943, og de begivenheder der fulgte efter denne famøse dato, fik Munck til at bringe ideen om en dansk styrke i Sverige på banen igen. Den primære begrundelse var at der nu var endnu flere danske flygtninge i Sverige end nogensinde, hvoraf flere af disse havde en militærbaggrund. Munck forestillede sig, at det kun var et mindre antal af denne gruppe, der kunne komme videre i allieret tjeneste i England, så derfor mente han, at der var baggrund for at oprette en lejr til dem i Sverige, så de kunne vedligeholde deres militære kompetencer. Målet skulle være at indsætte dem i Danmark på et tidspunkt, og finansieringen skulle bl.a. komme fra den danske legation i Stockholm og fra forskellige private fonde, som ville støtte formålet.

I september 1943 skrev Munck et brev til Christmas Møller i London, hvor han uddybede sine tanker bag en dansk styrke i Sverige.

Stockholm-planen 

Inden Muncks planer kom videre fra overvejelsesfaserne, var der allerede en anden plan om at organisere de danske militære flygtninge undervejs. Mændene bag Stockholm-planen, var efterretningsofficererne, kaptajn P.A. Mørch og kaptajn V. Gyth, der ankom til Sverige den 7. september 1943, efter at være flygtet til Sverige i fiskerbåd fra Humlebæk. Efter ankomsten til Sverige blev de modtaget af den svenske efterretningstjenestes major Carl Petersen, og senere fik de også kontakt med legationssekretær Torp-Pedersen og Ebbe Munck.

Mørch og Gyths fremmeste opgave i Sverige var at organisere modtagelse og bringe efterretninger fra Danmark til England gennem SOE’s (Special Operations Executive) kontakt med Danmark, Ronald Tombu, der var ansat på den britiske legation i Stockholm. Mørch og Gyth skulle også registrere de danske militære flygtninge med det formål at de senere skulle samles til en eventuel indsættelse i Danmark.

Mørch og Gyth fik gennem major Petersén hurtigt information om de norske initiativer om at opbygge en norsk politistyrke i Sverige, og kort derefter fik de også kontakt til docent Sodermann. Disse kontakter ledte til, at Gyth den 15. september – en uge efter det første møde med Petersén – udarbejdede en detaljeret rapport til SOE, hvor han bl.a. oplyser om begivenhederne i Danmark den 29. august og forhandlingerne i Sverige efter flugten over sundet. Han beretter desuden om tankerne bag det etablerede flygtningekontor og ideen om at omdanne det til et rent værnepligtskontor, som i princippet skal fastholde forbindelsen alle danske flygtninge med militær baggrund. Gyth afslutter sin rapport med at informere om planerne for at organisere en militær styrke i Sverige, og han oplyser, at han fra svensk side af, er blevet lovet at få en lejr til rådighed, svarende til nordmændenes. Ligeledes er han blevet oplyst at svenskerne vil assistere med uddannelsen, og at han derigennem kan få tilladelse til indkøb af nødvendige håndvåben. Den danske styrke skal omfatte 200 mand, som skal uddannes til at overtage kommandoen over en styrke på ca. 2.000 mand i København. Gyth beskriver det overordnede formål med styrkens indsættelse i København: ”i et evt. Sammenbruds Øjeblik – at – lægge Haand paa København og hindre Kaos og kommunistisk Erobring af denne By. København er for Danmark saa overvejende, at den der behersker København i Virkeligheden behersker Landet.”

Gyth forventer at udgifterne vil løbe op i 2.5 millioner danske kroner, hvoraf England må være interesseret i et betale hovedparten, da, som Gyth beskriver, det måtte være i briternes interesse: ”at hindre Opløsning i den uhyre vanskelige Periode, der maatte komme ved Krigens Ophør.” Han begrunder dette med, at de allierede måtte være interesserede i danske fødevareforsyninger til trængende lande og i at undgå tysk udplyndring.

I forhold til de politiske forudsætninger beskriver Gyth også, at Danmark er i en anden situation end Norge, der med sin eksilregering i London, har direkte kontakt med den øverste svenske politiske ledelse. Det står i kontrast til Danmark, som må gå mere diskret til værks.

Gyth fik ikke større held med støtte til sin plan. I oktober 1943 ankom han til London for at forhandle med chefen for SOE’s danske sektion, Lt. Commander R.C. Hollingworth, og her blev det klart for ham, at SOE havde i sinde at samle alle tænkelige kræfter i Danmark, herunder de danske kommunister, i en samlet modstandskamp mod tyskerne. Hollingworth mente derfor ikke at Stockholm-planen kunne bidrage til at vinde krigen, men derimod skabe mistro mellem kommunisterne og SOE, og derved gøre koordineringen af modstandsarbejdet i Danmark meget besværligt. Derved kunne Gyth ikke forvente økonomisk støtte til sin plan han forsøgte derefter at skaffe kapital gennem den danske gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, men inden denne kontakt blev etableret, var forudsætningerne for planen imidlertid ændret radikalt.

Bennike-planen 

Sideløbende med Stockholm-planen var endnu et initiativ til etableringen af en dansk militær styrke i Sverige undervejs.

Natten mellem den 17. og 18. september 1943 roede oberst Helge Bennike sammen med premierløjtnant Winge og en ung sabotør i kajak fra Høje Skodsborg til Landskrona i Sverige. Bennikes plan var at etablere et dansk korps i Sverige, som kunne indsættes i kamp mod den tyske værnemagt inden krigen var slut, og han havde allerede lagt store planer, da han kort efter ankomsten til Sverige mødt Gyth i Stockholm.

Gyth redegjorde for Stockholm-planen, men Bennike var langt fra enig med Gyth i planens målsætning. Han mente at udformningen ikke skabte de rette forudsætninger for udviklingen af den soldaterånd, som korpset måtte have for at føre en befrielseskrig i Danmark. Efter Bennikes opfattelse ville de unge mennesker, der meldte sig til korpset, være ligeglade med ro og orden, og tværtimod være opfyldte af ønsket om at komme i en ”ordentlig” kamp. Bennike var dog ikke uenig i etablering af en lejr, og undersøgte selv flere muligheder i den forbindelse, men hans håb var at den svenske regering ville støtte op og bidrage med våben og materiel.

Da Bennike formentlig var klar over, at Gyth med sine forbindelser havde bedre muligheder end han selv for at tilvejebringe disse forudsætninger, og da Gyth og Mørch utvivlsomt begge har været bekymrede for, at Bennikes mere militante og mindre diplomatiske holdning ville kunne vanskeliggøre de videre forhandlinger, enedes man om, at Bennike midlertidigt skulle forlade Stockholm. Bennikes sidste forsøg på at få etableret en lejr på en herregård i Skåne blev afslået af de svenske myndigheder med den begrundelse, at den svenske forsvarsstab ikke ville tillade nogen dansk lejr for militære flygtninge i Skåne. 

Hermed var også Bennike-planen faldet til jorden. 

Gørtz-planerne 

Samtidig med at planerne om at etablere en dansk styrke i Sverige var undervejs, var størstedelen af de danske militære styrker interneret forskellige steder i Sverige. Til trods for at de officielt var interneret, var der ikke meget bevogtning, og der var i vid udstrækning mulighed for at skabe forbindelse mellem de forskellige lejre.

Blandt marines personel var der en generel tilfredshed at spore, når så tilbage på sænkningen af flådens skibe. Tværtimod var der frustration at spore blandt hærens yngre officerer, over den relativt hurtige overgivelse af hærens forlægninger. Ligeledes var der utilfredshed med Generalkommandoen, hvor mange af de yngre officerer mente, at materiellet burde have været ødelagt, ligesom i flåden.

Derfor var der meget snak i lejren om mulighederne for at komme til England og melde sig til aktiv allieret krigsindsats, og tankerne om at etablere en egentlig oprørsstyrke i Danmark, var ikke i de flestes tanker, udover blandt dem, der i forvejen havde kontakt med illegale kredse. Det var først og fremmest ønsket om at komme til England der blev talt om. Det skulle dog vise sig at blive yderst vanskeligt at komme fra Sverige til England, og det lykkes kun for en mindre gruppe til England samt en halv snes søofficerer at komme videre og blive indrulleret i Royal Navy.

Ifm. interneringen befandt general Gørtz sig på Hotel Marienlyst i Helsingør sammen med en række ældre officerer og den opløste generalstabs officerer. Tyskerne havde således formentlig ufrivilligt skabt gode betingelser for, at hærens kommandoorganisation kunne fortsætte sit virke under de nu ændrede betingelser. I slutningen af september var der etableret det, der skulle blive betegnet som ”Den lille Generalstab”. Gennem denne stab, der fik vide beføjelser, fastholdtes i resten af besættelsestiden kontrollen med den militære organisation. 

Efter at have skabt kontakt til de øvrige interneringslejre fik de derværende kontaktofficerer i begyndelsen af oktober meddelelse om, at general Gørtz havde besluttet, at man efter frigivelsen fra interneringslejrene, ville holde sammen på hærens faste befalingsmænd, og at en del af disse skulle overføres til Sverige. I første omgang skulle udtages ca. 135 mand af de yngre årgange til evakuering.

Udtagelsen, der skete på basis af generalkommandoens personelarkiv, skulle foregå i dybeste hemmelighed, og de pågældende skulle være beredt på evakuering straks efter den forventede frigivelse. Personelarkivet havde man i øvrigt fået tyskerne til at frigive, hvorefter det blev transporteret til Marienlyst. 

De 135 mand var tænkt som en forløber for en senere fuldstændig evakuering af hærens faste personel, hvorfor der udarbejdedes en fuldstændig oversigt over hjemstedsadresser med henblik på inddeling i senere evakueringshold.

Også muligheden for overførsel til Sverige blev gjort til genstand for undersøgelse og planlægning. Selve overførslen blev det overdraget Marinen at planlægge. Bag denne evakueringsplan lå ønsket om at for- hindre geninternering og evt. deportation. 

Det man forestillede sig, var – som for de yngre officerers vedkommende – at få mulighed for at bringe befalingsmandskorpset videre til England og herfra deltage i en evt. senere invasion i Danmark, alternativt at opstille en styrke i Sverige, der kunne bevæbnes og overskibes ved svensk hjælp med henblik på at gribe ind i Danmark på et passende tidspunkt. Hæstrup omtaler i denne forbindelse en kurér fra Gørtz til efterretningsofficererne i Stockholm, som den 13. oktober skal have udtalt, at Gørtz’ standpunkt var, at planen var at organisere en samlet flugt med officerskorpset via Sverige til England, idet Gørtz i denne forbindelse skulle have udtalt, at ”under en eventuel invasion her i Landet skal danske Officerer være de første, der går i Land”.

I løbet af første halvdel af oktober opnåedes kurérkontakt mellem Gørtz og efterretningsofficererne i Sverige. Disse måtte afvise evakueringsplanen med henblik på viderebefordring til England, men de kunne meddele, at de havde kontakter med svenske myndigheder med henblik på en eventuel mulighed for etablering af en lejr for dansk militært personel. 

Disse oplysninger, sammenholdt med den kritiske holdning, der især var blandt yngre officerer til masseevakueringsplanen, fik Gørtz til at kræve politisk dækning for planerne om, hvad der skulle ske med befalingsmandskorpset, når interneringen forventeligt snart ophørte. 

Gennem oberstløjtnant af Forstærkningen H. A. V. Hansen, som i kraft af sit arbejde for ”Folk og Hæm” bevægelsen havde gode kontakter til ledende politikere, fik Gørtz kontakt med Hans Hedtoft-Hansen. Han havde officielt trukket sig ud af politik og sad som underdirektør på bryggeriet Stjernen, men var i det skjulte særdeles politisk aktiv. 

På et møde i Helsingør mellem Gørtz og Hedtoft-Hansen accepterede sidstnævnte i princippet evakueringsplanen, men han ønskede dog at forelægge den for den socialdemokratiske partiformand, Vilhelm Buhl. Ved et efterfølgende møde mellem Buhl og Gørtz, også i Helsingør, forkastede Buhl evakueringsplanen, men lovede til gengæld at støtte forsøg på at få befalingsmandskorpset bevæbnet med svenske våben. 

Efter interneringens ophør den 22. oktober 1943, blev disse indledende møder, der havde fundet sted omkring den 13.-14. oktober, fulgt op af en række forhandlinger mellem de to militære chefer, general Gørtz og admiral Vedel på den ene side og ledende politikere på den anden. Også den svenske minister von Dardel blev inddraget i disse møder. Hertil kom, at der udveksledes en række breve mellem ledende danske og svenske socialdemokratiske politikere. 

Forhandlingerne mellem de ledende militære chefer og ledende danske politikere førte omkring månedsskiftet oktober/november til enighed om følgende hovedretningslinjer for det militære personels videre anvendelse: 

1) I princippet skulle befalingsmandskorpset forblive i Danmark. 

2) En mindre del, ca. 25 udover de allerede tidligere afrejste ca. 40, skulle sammen med de på egen hånd flygtede befalingsmænd (tilsammen i alt ca. 150) og værnepligtige organisere en ekspeditionsstyrke og i øvrigt tilvejebringe flest mulige våben for styrkerne hjemme (man regnede med i alt ca. 50.000 mand). 

3) For det tilfælde, at situationen hjemme blev uholdbar, skulle forberedes en masseevakuering til Sverige af tilbageblevne befalingsmænd. 

4) Når disse forberedelser var gennemført, skulle søges gennemført en organisering og bevæbning af de i Danmark tilbageblevne rammer i koordination med de kræfter, der i spredte grupper forberedte modstanden mod tyskerne, når det ventede sammenbrud nærmede sig. 

Den militære ledelse havde altså, bl.a. som følge af politikernes modstand, måttet opgive masseevakueringsplanen. Til gengæld havde den opnået de samme politikeres støtte til gennem ledende svenske politikere at søge skabt de politiske og økonomiske forudsætninger for en militær aktivitet i Sverige. 

Denne sidste del af aftalen var af væsentlig interesse for de samarbejdende politikere, der ved krigens afslutning forventede at kunne indsætte en lovlig regering. En regering, som imidlertid ville stå uden væbnede magtmidler i en situation, hvor man frygtede dels en soldateske i kølvandet på det tyske sammenbrud, dels mulighed for en rejsning blandt danske ekstremistgrupper ved okkupationens ophør. Ikke mindst frygtede de socialdemokratiske politikere, som søgte at påvirke deres svenske kolleger, et kommunistisk kup i en sådan situation. Hedtoft-Hansen forsikrede von Dardel, inden denne den 28. oktober rejste til Sverige bl.a. for at forelægge de danske politikeres synspunkter for den svenske statsminister Per Albin Hansson, at de øvrige samarbejdende politikere delte dette socialdemokratiske synspunkt. 

Et af de argumenter, Hedtoft-Hansen benyttede over for sine svenske kolleger for at få dem til at acceptere de danske ønsker, var, at man i en sammenbrudssituation kunne blive stillet over for behovet for en militær intervention. Kunne man fra dansk side ikke klare det selv, hvilket man helst ville: ”beder vi alle til, at den maa blive svensk”. Hertil behøvedes imidlertid to svenske divisioner, som med timers varsel kunne overføres. 

Det kan konstateres, at der var god overensstemmelse mellem de danske politikeres synspunkter og den af de danske efterretningsofficerer i Sverige lancerede Stockholm-planen. Med politisk opbakning og militær accept fra Danmark blev den så at sige løftet op i en større sammenhæng med mulighed for at blive realiseret. 

Da von Dardel rejste til Stockholm medbragte han derfor også et brev fra Gørtz til den svenske øverstkommanderende, general Thomell, hvori han fremlagde de danske militære ønsker og meddelte, at han ville sende generalmajor K. Knudtzon til Sverige som ”Værnenes Befuldmægtigede”. Knudtzons opgave ville blive at tage kommandoen over alt militært personel i Sverige og i øvrigt at forsøge at gennemføre de danske planer. 

Ifølge sin skriftlige instruks var det general Knudtzons opgave, da han den 10. november 1943 ankom til Stockholm: 

”at samle Befalingsmænd af Hær og Flaade, der var disponible i Sverige, i en Forlægning og her give dem en Uddannelse saaledes, at de enten kunde kæmpe selvstændigt som et lille, men af Elitefolk sammensat ”Commando” eller kunde enkadrere en Styrke af uddannet værnepligtigt Mandskab, der da maatte udrustes fra Sverige.”

Styrken skulle derfor være inddelt i grupper, således at en gruppe efter forholdene kunne være en kompagnikadre eller en lille kampenhed. Derudover var instrukserne at styrken skulle:

– Tage Kommandoen over den danske Flaadestyrke i Sverige. 

– Gennem Forhandling med svenske Myndigheder søge oplagt Vaaben, Ammunition og Udrustning til saavidt muligt 50.000 mand.

For så vidt angår den økonomiske side af sagen, skulle general Knudtzon henholde sig til den hidtidige danske gesandt i Stockholm, minister J. C. W. Kruse, der havde fået stillet en kredit på 5 millioner svenske kroner til rådighed fra den svenske regering med henblik på afholdelse af udgifter i forbindelse med danske flygtninge. 

Hermed var grunden fra dansk side lagt for den kommende opbygning af Den Danske Brigade. Dens opgave ville efter politikernes opfattelse være ved et tysk sammenbrud hurtigt at kunne overføres til Danmark, dels som et umiddelbart instrument for en kommende legal regering til ”Opretholdelse af Ro og Orden i Overgangstiden”, dels i en hurtig retablering af danske militære styrker, hvortil våben og udrustning skulle oplægges i Sverige med henblik på omgående overførsel. 

Tilbage stod nu en endelig svensk accept og præcisering af betingelserne, hvorunder man fra svensk side var villig til at lade planerne realisere. 

Vendingerne ved ”et tysk sammenbrud” og ”når det ventede sammenbrud nærmede sig”, var tilstrækkeligt upræcise til i det følgende at kunne give anledning til uklarhed. Naturligt nok kom uklarheden til at præge brigadens personel. Hos dette var der et stærkt ønske om at blive indsat på et tidligt tidspunkt. Under de givne omstændigheder måtte imidlertid svenske ønsker og krav blive de helt afgørende faktorer. 

De svenske betingelser 

Da Buhl gennem von Dardel i slutningen af oktober rejste spørgsmålet om hjælp over for statsminister Per Albin Hansson blev det nødvendigt for den svenske regering at tage stilling til de danske ønsker om hjælp af militær art. 

Den danske henvendelse var mindre behagelig for den svenske regering. Dels ønskede man ikke, at tyskerne skulle få mistanke om, at Sverige kunne tænkes at medvirke til angreb mod tyske tropper i Danmark og Norge, dels var man ikke glad for at medvirke til en evt. aktion mod danske kommunister, hvilket kunne fremkalde vanskeligheder i forholdet til Sovjetunionen. 

Statsminister Per Albin Hansson fremholdt imidlertid under forhandlingerne i regeringen, som den 30. oktober for første gang tog problemet op til behandling, at det måtte være i svensk interesse at medvirke til at bevare en demokratisk ordning i Danmark efter krigen. 

Det lykkedes trods visse modsætninger for Per Albin Hansson at samle regeringens flertal omkring et svar til danskerne, som gik ud på, at Sverige ville være villig til at etablere depoter for våben og anden udrustning, der kunne overføres med henblik på opretholdelse af ro og orden i Danmark ved besættelsens ophør, dog ganske vist ikke i det omfang, man fra dansk side ønskede. Den svenske regering forbeholdt sig i denne forbindelse også ret til at afgøre, hvornår de pågældende depoter kunne frigives. 

Regeringen kunne ikke stille en egentlig militæruddannelse i udsigt, men den ville undersøge, om der kunne findes en eller anden ordning, hvorefter danske officerer kunne lære at betjene svenske våben. En sådan uddannelse skulle i så fald foregå under etiketten ”politiuddannelse”. 

Regeringen var endvidere indstillet på at tillade, at general Thornell modtog general Gørtz’ ”befuldmægtigede”, men nogen bindende militær hjælp i en given situation var den ikke til sinds at stille i udsigt. 

Spørgsmålet om en eventuel svensk intervention i Danmark, som rejst af bl.a. Hedtoft-Hansen, blev overhovedet ikke berørt i svarene, hverken til Buhl eller Gørtz. 

Vejen til iværksættelse af den føromtalte Gørtz-plan syntes således banet, da general Knudtzon ankom til Stockholm for at gennemføre de detaljerede aftaler med svenske myndigheder. 

Imidlertid hændte der noget, som for en tid udsatte planens realisering. 

Allerede den 11. juli 1943 var den norske politiuddannelse påbegyndt i en lejr ved Gottröra, og i løbet af efteråret var der planer om at udvide personelantallet fra 300 til 1300-1500 mand, samt under dække af reservepolitiuddannelse at iværksætte militæruddannelse af yderligere 8000 mand. Den drivende kraft fra svensk side i disse planer var docent Harry Söderman, men udover socialministeren, Gustav Möller, og muligvis dennes statsråd Thorwald Bergquist, var ingen i regeringen tilsyneladende orienteret om planerne, der gik langt ud over det, regeringen havde godkendt. 

Da socialminister Möller derfor i et statsråd den 10. november fremlagde Sodermans planer, rejste der sig indsigelser blandt regeringens medlemmer. På statsminister Per Albin Hanssons foranledning afviste man sagen, indtil den var nærmere undersøgt. De betydelige norske ønsker havde imidlertid nu gjort såvel den norske som også den danske uddannelsesvirksomhed til et endnu mere følsomt spørgsmål. Ikke mindst irriterede det flere af regeringens medlemmer, hvad nordmændene således i det skjulte havde opnået, og man frygtede, at spørgsmålet om våben- hjælp og politiuddannelse skulle kunne skabe vanskeligheder i forholdet mellem Tyskland og Sverige. 

En umiddelbar følge var, at Harry Söderman fik begrænset sine muligheder for egenhændigt at træffe aftaler med nordmænd og danskere. 

En anden følge var, at general Knudtzon, da han den 13. november indledte små sonderinger i Stockholm, blev mødt med nogen reservation. Den svenske øverstkommanderende, general Thomell, gjorde det ved deres første møde klart, at det var udelukket at imødekomme det danske ønske om oplægning af våben og udrustning til 50.000 mand. 

Den følgende dag præciserede Knudtzon de øjeblikkelige danske ønsker. Det drejede sig om våben til en planlagt styrke i Sverige på 500 mand samt en omgående oplægning i depot af våben og udrustning til en infanteristyrke på 2000 mand, som skulle opstilles i Danmark efter politistyrkens overførsel. Derudover bad Knudtzon om yderligere snarlig oplægning til 5000 mand, som det var tanken at organisere som to mindre infanteriregimenter på Sjælland. For så vidt angår spørgsmålet om våben og udrustning til de resterende ca. 43.000 mand ville han vende tilbage til dette. 

Spørgsmålet om overbringelse af flygtninge henhørte under Socialministeriet fremsattes over for docent Harry Söderman samt ønsket om en snarlig tilvejebringelse af en uddannelseslejr for ca. 400-500 mand. 

Söderman var meget velvillig indstillet, og allerede den 15. november kunne stabschefen ved den samme dag etablerede ”Kommando for militære Flygtninge”, kaptajn P. A. F. Norup, og den designerede lejrchef, oberstløjtnant F. L. Hvalkof, sammen med en repræsentant for Söderman undertegne en foreløbig lejekontrakt på kuranstalten Sofielund i det sydøstre Småland. Fra dansk side havde man oprindeligt ønsket en lejr i Skåne, men dette blev allerede fra begyndelsen kategorisk afvist fra svensk side. 

Der skulle imidlertid gå endnu en rum tid, før man kunne komme i gang med uddannelsen i Sofielundlejren. Hele resten af november måned behandlede den svenske regering ved flere lejligheder spørgsmålet om såvel de norske som de danske ønsker om militæruddannelse. 

Regeringens endelige beslutning blev taget på et regeringsmøde den 3. december 1943. 

Beslutningen indebar for dansk vedkommende tilladelse til uddannelse af omkring 500 mand. Det var væsentligt for regeringen, at det skete inden for rammerne af, hvad en neutral stat kunne tillade sig. Uddannelsen måtte derfor ikke fremstå som militæruddannelse, men alene som reservepolitiuddannelse. Den skulle være under svensk kontrol. Våben til øvelsesbrug måtte kun udleveres i et antal svarende til en tredjedel af mandskabsstyrken og kun omfatte håndvåben. Disse, såvel som våben, oplagt i depot, skulle forblive svenske og stå under svensk kontrol, indtil de evt. blev overført til Danmark. 

Den svenske regering krævede endvidere garant for, at det uddannede personel ikke ulovligt vendte tilbage til Danmark. Den danske gesandt, minister Kruse, blev personlig gjort ansvarlig over for den svenske regering herfor. Bruddet på denne aftale – som i øvrigt ikke var brigadens personel i almindelighed bekendt – da kaptajn C. Brøndum og læge Jørgen Røjel illegalt vendte tilbage til Danmark i august 1944, medbringende en maskinpistol og to pistoler, blev taget meget unådigt op af de svenske myndigheder og førte til, at Nordentoft og Munck måtte stille hos en forbitret svensk socialminister for at modtage en kraftig påtale. 

Ved den endelige regeringsvedtagelse fremholdt statsminister Per Albin Hansson, at det var i svensk interesse at uddanne så mange danske flygtninge, at disse selv kunne hjemføre tilstrækkelige våben fra Sverige til ordenens opretholdelse i Danmark ved Tysklands sammenbrud. En indgriben med svenske tropper i en sådan situation skulle herved kunne undgås. 

På disse betingelser gik regeringen ind på at tillade den danske uddannelsesvirksomhed i Sofielundslejren, hvorimod man udskød stillingtagen til evt. oprettelse af yderligere lejre. 

Det var således under temmeligt restriktive betingelser ”Kommandoen for militære Flygtninge” kunne påbegynde forberedelserne til ”politi- og sportsmæssig Opøvelse”, men det skulle snart vise sig, at der var lang vej igen, inden man kunne komme egentlig i gang med uddannelsen. 

Hele december og januar måned gik med at forhandle sig tilrette om uddannelsens indhold og omfang og om antallet af våben, der kunne stilles til rådighed, dels til egentlig uddannelse, dels til oplægning i depot med henblik på senere anvendelse i Danmark. 

Fra svensk side var man meget bekymret for evt. tyske reaktioner, men da disse viste sig at blive af begrænset omfang, gik man den 7. januar 1944 med til at udlevere 300 geværer, 100 maskinpistoler og 100 pistoler, dvs. et våben pr. mand ved en fuldt opfyldt belægningsstyrke, samt 10 lette 47 mm morterer. Våbnene skulle ganske vist være under kontrol af en til lejren knyttet svensk kontrolofficer. I praksis fik imidlertid også den danske lejrledelse rådighed over nøgler til våbendepotet. Den således tilvejebragte svenske kontrolvirksomhed havde derfor mere formel karakter. 

Den 26. januar besluttede den svenske regering yderligere, at et begrænset antal danske officerer kunne følge uddannelsen ved visse svenske panserregimenter og flyflotiller. 

Inden uddannelsen kunne komme i gang, skulle der også udarbejdes detailinstruktioner til berørte myndigheder og kontrolpersonel. Det blev derfor først den 11. februar, at de første våbenleverancer ankom til Sofielundlejren. 

Fra den første tilladelse blev givet den 3. december til uddannelsen kom i gang var der således gået to måneder, til gengæld var der, som det også vil være fremgået, sket en væsentlig svækkelse af de oprindeligt meget restriktive svenske betingelser. 

Det var naturligt, at Sverige af hensyn til sin neutralitet måtte være meget omhyggelig med, hvad man tillod af såvel danske som norske aktiviteter inden for landets grænser. Fra svensk side fastlagde man derfor nøje retningslinjer for, hvorledes opståede spørgsmål skulle behandles. Forretningsgangen kunne dog ofte forekomme omstændig og langsommelig for ”Kommandoen for militære Flygtninge”, som så det som sin opgave hurtigst og bedst muligt at få skabt en effektiv styrke, og som til tider havde svært ved at affinde sig med og finde vej gennem det svenske bureaukrati. 

Sager vedrørende forlægninger behandledes i Socialdepartementet, mens sager vedrørende våben henhørte under Forsvarsdepartementet, og behov for tekstiludrustning, støvler, køretøjer osv. skulle forelægges Folkhushållningsdepartementet. Det var derfor nødvendigt for Kommandoen at optage en række forskellige kontakter og fremsætte sine ønsker over for alle disse departementer. 

Drejede det sig om sager af mindre betydning, der kunne behandles inden for rammerne af regeringens principielt givne retningslinjer og tilladelser, kunne disse forhandles direkte mellem general Knudtzon og hans stab på den ene side og generalmajor H. Kellgreen, chef for Lantforsvarets kommandoexpedition, eller Harry Söderman, som i Socialdepartementet havde etableret et særligt kancelli til at tage sig af den danske og norske politiuddannelse, på den anden side. Det var herefter op til de berørte ministre at træffe de endelige afgørelser. 

Var der imidlertid tale om spørgsmål af betydning for Sveriges neutralitetspolitik eller som i øvrigt var af stor vigtighed, f.eks. økonomiske mellemværender, skulle disse altid rejses af minister Kruse over for statsministeren personligt med henblik på overvejelser i regeringen. 

I tillæg til besværlighederne med det svenske bureaukrati kom yderligere, at minister Kruse ofte holdt igen med at viderebringe kommandoens ønsker og veg tilbage for at tage det økonomiske ansvar. Det var derfor ingen tilfældighed, at forholdet mellem general Knudtzon og minister Kruse hurtigt blev spændt, hvilket yderligere vanskeliggjorde Kommandoens kontakt med svenske myndigheder. 

Selv om general Knudtzon ved en parole i marts 1945 karakteriserede specielt de svenske myndigheders behandling af Kommandoens ønsker om våbentildelinger som ”En Mur af Langsomhed”, må det dog konstateres, dels at den gruppe svenske officerer og civile embedsmænd, der skulle omsætte regeringsbeslutningerne til realiteter, fra først til sidst viste en hjælpsomhed og handlekraft, som alle danske, der kom i berøring med dem, værdsatte og stedse var taknemmelige for, dels at de svenske restriktioner efterhånden også lempedes mere og mere. Medvirkende hertil var naturligvis, at svenskerne, efterhånden som krigen udviklede sig stadigt mere til ugunst for Tyskland, følte sig friere til mere helhjertet og åbent at handle til fordel for de allierede og således også til fordel for de to nabolande, Danmark og Norge. 

I løbet af februar 1944 fik Kommandoen den svenske regerings tilladelse til oprettelse af en lejr ved Sätra Brunn i Västmanland. Da dette sted, som var Uppsala Universitets ejendom, skulle anvendes til universitetets kursusvirksomhed i sommerhalvåret, fik man rådighed over en erstatningslejr ved Håtunaholm i Uppland. 

Efterhånden som ikke alene tidligere militært uddannede meldte sig, fik man også tilladelse til at gennemføre rekrutuddannelse. I begyndelsen gik tilslutningen hertil dog noget trægt. Medvirkende til dette var bl.a., at den danske værnepligtslov ikke måtte tages i anvendelse, ligesom det, fordi svenskerne krævede politiuddannelsen hemmeligholdt, var svært at komme i forbindelse med flygtningene. Kommandoens personelafdeling under ledelse af orlogskaptajn H. Madsen søgte dog ved brug af duplikerede flyveblade at nå ud til så mange som muligt. 

Hertil kom, at der blandt flygtninge, og i øvrigt også inden for Sofielundsstyrken, cirkulerede rygter om, at organisationen var etableret med henblik på at nedkæmpe et kommunistisk kup ved besættelsens ophør. Rygter, som general Knudtzon energisk søgte at få aflivet. 

Den tidligere nævnte svenske tilladelse til at lade danske officerer følge uddannelsen ved svenske panser- og flystyrker førte i februar 1944 til, at 9 kom til uddannelse ved panserregimenterne P3 i Strängnäs og P4 i Skövde, og i midten af marts fik 10 officerer tilladelse til at påbegynde flyvetræning ved 6 forskellige flyflotiller. Endelig fik 16 officerer og underofficerer den 1. august tilladelse til at følge et kursus ved Marinen. Og allerede i februar var der skaffet plads til 3 officerer på et kursus ved den svenske infanteriskydeskole.

Det må således konstateres, at svenskerne gennemgående stillede sig positivt over for danske ønsker om udbygning af Kommandoens organisation, men at man først og fremmest ønskede at tilgodese egne interesser og derfor var tilbageholdende, når det drejede sig om at organisere rekruttering og at tildele våben. 

Formentlig efter råd fra Harry Söderman havde Kommandoen undladt at fremsætte ønske om tildeling af tunge våben til styrken på de 2500 mand i november, men i forbindelse med udbygningsplanerne i februar bad man om at få stillet 20 mm kanoner, 37 mm panserværnskanoner og 81 mm morterer til rådighed i et begrænset omfang. 

Spørgsmålet om udlevering af disse typer våben, men også andre, var de kommende måneder genstand for indgående drøftelser såvel mellem Kommandoen og de svenske myndigheder, som mellem sidstnævnte indbyrdes. Først den 9. juni 1944 bemyndigedes Kungl. Arméforvaltningen til for en periode på én måned at udlåne én 20 mm og én 37 mm kanon og to tunge morterer samt 4 tunge og 6 lette maskingeværer. Da måneden var omme, fik Kommandoen dog lov til at beholde disse våben i Sofielundlejren. 

Denne tilladelse var imidlertid bemærkelsesværdig og principiel, idet den svenske regering hermed for første gang fraveg sine oprindelige retningslinjer for tildeling af våben til den såkaldte politiuddannelse. 

Som tidligere nævnt havde general Knudtzon udover at organisere og uddanne en kampstyrke også til opgave at indkøbe våben og udrustning og ammunition til så vidt muligt 50.000 mand med henblik på overførsel til Danmark, når tidspunktet var inde. 

Spørgsmålet om etablering af depoter blev derfor en sag, der optog såvel Kommandoen som de svenske myndigheder allerede fra Kommandoens etablering. 

Forhandlingerne herom pågik allerede fra december 1943. De endte ved udgangen af april 1944 med aftale om i første omgang at etablere to depoter, depot A for 2500 mand og depot B for 5000 mand ved A6 i Jönköping. Fra svensk side havde man reservationer over for de danske ønsker, fordi oplægninger af en størrelsesorden, som den ønskede, ville medføre træk på beholdninger af våben og materiel, svenskerne selv havde behov for. Svensk imødekommenhed ville derfor indebære iværksættelse af nyproduktion. Hertil kom, at de danske ønsker om etablering af depoter i Skåne, set fra et svensk synspunkt, var uhensigtsmæssige, da det ikke kunne udelukkes, at Sverige ville blive inddraget i krigen, og Øresundskysten derfor ville være udsat. Oprindeligt ønskede svenskerne derfor depoterne etableret i Karlsborg i Västergotland, men, som allerede nævnt, enedes man til slut om en placering i Jönköping. Det var dog først med udgangen af august 1944, at oplægningerne var tilendebragt. 

Da forhandlingerne om etablering af disse indledningsvise depoter var ved at være tilendebragt, fremsatte general Knudtzon i slutningen af marts ønsket om at få etableret yderligere et depot, beregnet til en styrke på 5000 mand, som skulle opstilles i Jylland og på Fyn. Forhandlingerne om dette tredje depot foregik sideløbende med og i fortsættelse af de netop omtalte. Også dette ønske gik svenskerne ind på at imødekomme, men statsminister Per Albin Hansson overlod til forsvarsministeren at fastsætte, hvilke våben, der kunne overlades danskerne, og hvornår oplægning kunne påbegyndes. Det var en beslutning, som ville være afhængig af den svenske våbenproduktion. Endnu i efteråret 1944 var nogen afgørende stillingtagen hertil ikke sket fra svensk side. 

Bortset fra manglen på våben og udrustning var en bidragende årsag til, at svenskerne trak afgørelsen i langdrag, også den omstændighed, at tyskerne i april 1944 protesterede over den svenske hjælp til uddannelse af norske og danske flygtninge. Denne tyske protestaktion, der indledtes med en note, som overleveredes udenrigsminister Ginther den 13. april, blev fulgt op af en kampagne i den tyskorienterede del af den svenske presse. Aktionen, som i øvrigt ledsagedes af rygter om en forestående tysk militær aktion mod Åland og et tysk overfald på Sverige, løb dog ud i sandet i løbet af maj måned, efter svenske forsikringer om, at uddannelsen af såvel danske som norske statsborgere sigtede på en situation, hvor tyske tropper og tysk administrationspersonel forlod de to lande. I en sådan situation skulle det uddannede mandskab kunne indsættes til at medvirke til opretholdelse af ro og orden. 

En medvirkende årsag til, at den tyske protestaktion brat ophørte, var nok også, at svenskerne fik en klemme på tyskerne, da de i midten af april beslaglagde tyske militære kort over Sverige blandt noget tysk transitgods til Norge. En episode, der blev slået stort op i den svenske presse, som nu krævede tysk transitering via Sverige standset. Episoden gav også den svenske regering anledning til at stille et sådant forbud i udsigt over for tyskerne. 

Situationen i april kompliceredes yderligere ved, at USA’s minister i Stockholm den 13. april afleverede en note med krav om indskrænkning af den svenske eksport af kuglelejer til Tyskland. 

Hidtil er beskrevet, hvorledes det lykkedes general Knudtzon at opnå svensk accept af og hjælp til opstilling af en kampstyrke og etablering af depoter til en større mobiliseringsstyrke i selve Danmark. Generalen havde dog endnu et væsentligt ønske til svenskerne, nemlig opnåelse af bistand til at bringe såvel mandskab som materiel hurtigt tilbage til Danmark. 

Allerede i begyndelsen af december 1943 rejste general Knudtzon første gang spørgsmålet om hjemtransport i en skrivelse til general Thomell. Han bad her om at måtte optage kontakt med en eller flere af den svenske øverstkommanderendes udpegede officerer med henblik på at forberede transport af 200-500 mand til Hälsingborg eller Malmö samt overførsel herfra af mandskab og våben til Sjælland. 

General Thomell besvarede Knudtzons henvendelse med at fastslå, at han fandt det bedst ikke allerede på dette tidspunkt at iværksætte den foreslåede planlægning, – og han tilføjede lidt syrligt, at det nok ville være klogt først at komme i gang med uddannelsen og med at fremskaffe udrustning. Han lovede dog at ville vende tilbage til sagen. 

Således afvist, pålagde general Knudtzon sin egen stab at påbegynde planlægning af overførslen. I december fik Nordentoft og Mørch ordre til at udarbejde en beskrivelse af landgangsmulighedernee på Sjælland, og i januar 1944 organiseredes en særlig operativ afdeling i staben under ledelse af kommandørkaptajn F. H. Kjølsen med opgave at planlægge og forberede transporter i Sverige, samt overførsel til og landstigning på Sjælland. 

Fra januar havde stabens personelafdeling personlige indkaldelsesordrer liggende klar til samtlige militære flygtninge, der ikke var indkaldte. Sammen med disse ordrer var oplagt 1500 værnepligtsbilletter, som man fra chefen for Jåmvågsstyrelsen havde fået tilsagn om at kunne benytte. Og som de værnepligtige skulle anvende som rejsehjemmel ved møde. 

I slutningen af januar 1944 fandt den svenske øverstkommanderende, at tiden var inde til at lade Kommandoen tage kontakt med svenske myndigheder med henblik på en fælles planlægning for hjemtransporten. Han udpegede chefen for forsvarsstabens kommunikationsafdeling, oberstløjtnant H. Kring, til at optage kontakt med danskerne. 

Straks efter at general Knudtzon den 3. februar havde fået kendskab til dette, udarbejdede han sit direktiv for den forestående fælles planlægning. Han anførte heri, at planlægningen skulle omfatte overførsel til Sjælland af 1100 mand samt våben og udrustning til to mobiliseringsstyrker på henholdsvis 2500 og 5000 mand. 

Som ved tidligere lejligheder var forretningsgangen i det svenske bureaukrati imidlertid omstændelig. Først efter flere henvendelser fra Kommandoen lykkedes det den 25. februar at få gang i fællesplanlægningen. 

Det var svenskernes opgave at planlægge for og forberede jernbanetransporterne af tropper og materiel til et koncentrationsområde i Skåne, at fremskaffe indkvartering dér og at forberede tilstrækkelig transporttonnage i indladningshavnene, dvs. Malmö og Hälsingborg. Danskerne skulle på deres side opstille oversigter over indkvarterings- og over skibningsbehov. 

Et særligt problem var beskyttelsen af overførslen. De svenske planlæggere mente, at minestrygning kunne gennemføres med svensk hjælp. De var dog ude af stand til at give tilsagn om svensk beskyttelse af overførslen. 

Dette aktualiserede yderligere Kommandoens ønske om at få klargjort de danske orlogsfartøjer, der var oplagt i Karlskrona. En henvendelse herom fra general Knudtzon til den svenske statsminister blev forsinket af den danske minister Kruse, der som tidligere omtalt var betroet at formidle sådanne henvendelser til den svenske regring. Først efter endnu et sammenstød mellem generalen og ministeren den 19. april blev henvendelsen viderebragt til statsminister Per Albin Hansson. 

Som før nævnt var svenskerne i april optaget af tyske protester over den svenske støtte til såvel danske som norske militære flygtninge. Anmodningen fremkom derfor på et meget ubelejligt tidspunkt, og såvel statsministeren som flertallet af den svenske regering var meget betænkelig ved at imødekomme det danske ønske. 

Regeringen besluttede dog den 25. april at give tilladelse til, at de danske orlogsfartøjer kunne klargøres. Våben og udrustning skulle imidlertid oplægges på land og måtte først ombordtages, når regeringen gav tilladelse til at fartøjerne måtte afsejle fra Karlskrona. Den svenske regering havde hermed effektivt sikret sig kontrollen med de danske skibe. 

Med hensyn til tilvejebringelse af tonnage til overskibning diskuteredes flere muligheder. Forhandlingerne herom var komplicerede for så vidt som de vedrørte såvel folkeretslige som arbejdsretslige og økonomiske problemer. Med udgangen af august nåede man imidlertid til enighed om et forslag om at leje fartøjer fra svenske vestkystrederier. 

Det var dog en afgjort svensk betingelse, at hjemtransporten af danske styrker først kunne ske, når regulære krigshandlinger i Danmark var ophørt. Et forhold, som ikke mindst i forbindelse med folkestrejken omkring månedsskiftet juni/juli 1944 fandtes frustrerende for Kommandoen. For Sverige var balancegangen mellem Tyskland og de allierede imidlertid vigtigere end hensynet til at imødekomme danske ønsker. 

For danskerne var det at komme hjem før rette tid derimod af helt afgørende betydning. Det optog alle, der var knyttet til Kommandoen. Frygten for ”at komme for sent” var nærværende for alle. Den førte i februar 1944 til en voksende misnøje i lejrene, specielt i Sofielundlejren, og til en henvendelse fra et antal yngre officerer til Ebbe Munck. Den førte videre til, at der forekom deserteringer fra lejrene og til, at enkelte officerer på eget initiativ – som tidligere omtalt – vendte tilbage til Danmark for at slutte sig til den aktive modstandsbevægelse der. Også Frode Jacobsen blev kontaktet for at få Frihedsrådet til at øve indflydelse på Kommandoens aktive indsættelse mod tyskerne i Danmark. 

Denne udvikling indeholdt et farligt perspektiv for den svenske regering. Det ville være uforeneligt med Sveriges stilling som neutral stat at medvirke til en overskibning af en militær dansk styrke med svenske våben til indsættelse mod tyskerne i Danmark. Det kunne hertil fremkalde en farlig tysk reaktion, der kunne ødelægge den svenske regerings bestræbelser for at holde Sverige uden for krigen. 

Det er derfor ikke overraskende, at netop spørgsmålet om omstændighederne under hvilke Kommandoen kunne vende hjem og tidspunktet herfor blev et af de mest følsomme under perioden i Sverige. Spørgsmålet kan konkretiseres til, om den danske styrke – således som det oprindeligt var den svenske regerings opfattelse, da man tillod den etableret – var en politistyrke, som en kommende dansk regering kunne disponere over i en vanskelig overgangsfase, eller om den i virkeligheden udviklede sig til en allieret styrke af danskere, som det officielle Sverige udrustede og gav husly til de allierede, hvis man havde brug for det? 

Dette spørgsmål skal forsøges klarlagt i det følgende afsnit. 

Allierede ønsker og krav 

Under omtalen af Stockholm-planen i  blev det kort nævnt, at SOE var afvisende over for denne. Ikke mindst Gyths henvisning ift., at et sådant korps kunne tjene som værn mod et kommunistisk kup, faldt SOE for brystet. Efter at Gyth havde redegjort for, at dette alene var fremhævet for at skabe den fornødne sløring af projektet, idet det, set fra svensk side, var en prekær sag at yde støtte til oprettelsen i Sverige af et militært korps, rettet mod tyskerne, gav chefen for SOE’s danske afdeling, Lt. Gommander R. C. Hollingworth, udtryk for beklagelse over, at afslaget var opfattet, som om man mente, danske officerer ikke ønskede at gå aktivt ind i kampen mod tyskerne. 

Dette ændrede dog intet ved, at SOE fra begyndelsen ikke var interesseret i tanken om en dansk politistyrke i Sverige. Først på et ret sent tidspunkt voksede en allieret interesse for denne vigtige modstandsstyrke frem. 

Der skal ikke her nærmere redegøres for de problemer, der sluttelig blev løst i forholdet mellem Frihedsrådet og den militære ledelse, og som endte med enighed efter et ”langt, næsten natligt møde” i begyndelsen af december 1943 mellem Frode Jacobsen og general Gørtz. Nok er det at konstatere, at Gørtz – formentlig efter først at have konsulteret Buhl-kredsen – accepterede, at det danske militære personel under Gørtz kommando indordnedes i Modstandsbevægelsen under Frihedsrådet. 

Kommandoforholdene var dog ikke hermed helt afklarede. Også spørgsmålet om hærens forbindelse med og godkendelse af en allieret overkommando krævede en afklaring. 

Samtidig med at aftalen mellem Frihedsrådet og Gørtz blev indgået i København, opholdt Gyth sig i London for at føre forhandlinger med Special Forces. Her blev han stillet over for et krav om at underskrive en erklæring om, at alt dansk personel i Sverige skulle stille sig til rådighed for det vestallierede hovedkvarter (Supreme Allied Command) i London, og altså anerkende allieret overledelse. 

Gyth vægrede sig indledningsvis ved at afgive en sådan erklæring på vegne af alle i Sverige værende danske militærpersoner, men efter pres fra Christmas Møller skrev han den 13. december i nærværelse af en medarbejder i SOE’s danske sektion, Captain John Ray, under på følgende: 

“I… Gyth, as representative of the Peters (efterretningsofficererne) in Sweden, and in the belief that Peters represent the Danish General Staff, have read and agreed the following conditions which are deemed essential by the Supreme Allied Command as a basis for the consideration of any cooperation between the Supreme Allied Command and Danish Officers in Sweden and Denmark: 

1) Danish officers and men in Sweden are prepared to co-operate with the Supreme Allied Command (SAC). 

2) This co-operation will entail Danish Officers and men in Sweden and in Denmark obeying the orders of the Supreme Allied Command for all pre-D-Day and D-Day activities in both Sweden and in Denmark«. 

Straks efter underskrivelsen fløj John Ray til Stockholm for at forhandle med Nordentoft og Mørch. General Knudtzon blev ikke inddraget i disse forhandlinger for ikke at belaste hans forhold til svenskerne. 

Nordentoft var straks indforstået med, at danske styrker i Sverige stillede sig under SAC kommando, men den endelige afgørelse af spørgsmålet måtte nødvendigvis træffes af general Gørtz i Danmark. 

Kaptajn V. Helk fik til opgave som kurér at tage til Danmark omkring årsskiftet 1943/44 for at forelægge den af Nordentoft accepterede aftale for general, Gørtz. Aftalen indeholdt, udover hvad allerede er nævnt i forbindelse med Gyths erklæring, også, at seks yngre officerer skulle sendes til England til faldskærmsuddannelse for senere at blive indsat som SOE forbindelsesofficerer til de i Danmark planlagte seks regioner. Endvidere skulle en ældre officer sendes over som rådgiver i SAC stab. 

Gørtz kunne imidlertid ikke umiddelbart acceptere den trufne aftale. Han var straks villig til at sende de seks yngre og en ældre officer til England, men han ville ikke uden videre indordne sig under engelsk kommando. For ham måtte det først og fremmest være danske instanser – dvs. Buhl-kredsen – og ikke engelske, der kunne fastlægge de retningslinjer, hærens officerer burde arbejde efter. 

Han var derfor villig til at lade en ældre officer indgå i SAC som forbindelsesofficer, men ikke som egentlig befuldmægtiget. Han betragtede ligeledes styrken i Sverige som sin manøvregruppe – direkte under sin egen kommando. Han var naturligvis villig til at modtage ordrer fra London, men han ville forbeholde sig retten til at nedlægge veto, såfremt modtagne ordrer efter hans opfattelse stred mod danske interesser. 

Gørtz her refererede standpunkt vakte alvorlig bekymring i Stockholm, fordi det tydeligt afslørede, hvor langt han stod fra de stemninger, der i øvrigt var herskende i modstandsbevægelsen. 

I midten af januar 1944 måtte kaptajn Helk derfor igen tilbage med et nyt kurérbudskab, der præciserede SOE’s krav vedrørende samarbejdet med 0-gruppeme og de øvrige modstandsgrupper i Danmark samt Kommandoens stilling i forhold til SAC. En accept af allieret kommando over de danske styrker i Sverige ville være ønskelig, men som udtryk for et kompromis kunne SOE acceptere, at de blev holdt udenfor. Helk medbragte et brev til generalen fra Nordentoft, der i særdeles skarpe vendinger opfordrede ham til at acceptere de engelske betingelser. Samtidig søgte Mørch ved et samtidigt brev til admiral Vedel at få denne til at påvirke Gørtz til accept. 

Da Helk vendte tilbage til Stockholm medbragte han Gørtz’ accept af aftalen, som ønsket af SOE og Nordentoft. Gørtz tidligere forbehold med hensyn til styrken i Sverige var helt udeladt. Her accepterede han helt allieret overkommando. For så vidt angår oversendelse af en stabsofficer var Gørtz stadig positiv. Han erklærede sig endvidere indforstået med at udstyre denne med en fuldmagt – som dog ”ikke måtte strække sig til at gå med til tåbeligheder”, som Helk udtrykte sig i sin rapport. 

Gørtz gav således alene tilsagn om samarbejde i forbindelse med opbygning af en engelsk dirigeret illegal hær i Danmark. 

Da oberstløjtnant V. L. Hvalkof i sidste halvdel af februar 1944 ankom til London som Gørtz’ repræsentant, var SAC blevet omdannet til SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces) og invasionsforberedelserne var i fuld gang. I samråd med Hvalkof og Gyth, udarbejdede SOE en detaljeret plan for den danske modstandsbevægelses organisation og virksomhed inden for rammerne af den fortsatte kamp mod tyskerne under SHAEFs ledelse. 

Det fremgår bl.a. af denne plan, at det, der benævntes ”Den danske Organisation”, hvilket vil sige Gørtz’ grupper, skulle fortsætte planlægning med det formål at sikre opretholdelsen af ro og orden efter fjendtlighedernes afslutning samt hjælpe allierede tropper med afvæbning af tilbageblevne tyske tropper i Danmark. Den igangværende sabotage og planlægning af afbrydelsen af kommunikationslinjer på D-dag skulle fortsætte i det, der benævntes SOE/SO organisationen. 

På et møde i Stockholm i midten af april forelagde Hollingworth denne plan for bl.a. Frode Jacobsen. Denne kritiserede bl.a. skarpt, at briterne i alt for ringe grad regnede med muligheden for en aktiv indsættelse af styrken fra Sverige. Det lykkedes imidlertid ikke Frode Jacobsen at få indført væsentlige ændringer i planen, der udmøntet i et ”Directive covering operations to be carried out under the order of Allied High Command” blev overladt Frode Jacobsen den 27. april. 

Om Kommandoen hedder det i dette direktivs paragraf 2: 

“this force will, whilst recognising the Frihedsråd as the supreme co-ordinating council for all local action against the enemy, placing itself completely at the disposal of the Supreme High Command, to be put into action as soon as circumstances permit either in Danmark or elsewhere”. 

(Sidstnævnte hentyder til allierede tanker om i givet fald at indsætte styrken i Norge – en tanke, som var fremsat og godkendt allerede i oktober 1943.) 

Godkendelsen af direktivet i Frihedsrådet trak ud bl.a. som følge af flere – ikke mindst de kommunistiske – medlemmers modstand. Efter nogle ændringer blev det dog endelig godkendt i løbet af maj, hvorefter SHAEF den 14. juni 1944 udsendte sin ”Operation Order no. 1”, der fastlagde organisation, kommandoforhold og opgaver for de illegale styrker i Danmark, hvorimod Kommandoen overhovedet ikke omtaltes.

Dette vakte naturligvis nogen forundring i berørte kredse. Af interesse i den her beskrevne sammenhæng er det imidlertid at konstatere, at Kommandoen var integreret i en aftale om samarbejde mellem den danske modstandsbevægelse og de vestlige allierede under ledelse af SHAEF. 

General Knudtzon havde været holdt helt uden for forhandlingerne om disse aftaler, som altså byggede på tidligere af Gørtz trufne aftaler, dels med Frihedsrådet, dels med SOE. 

At den danske styrke i Sverige skulle kunne udløses på ordre fra SHAEF var imidlertid uden reel betydning, så længe den svenske regering ikke havde accepteret dette. Der må derfor nu skabes klarhed på dette punkt. 

I august skulle Ebbe Munck besøge London. På grundlag af uroen i Kommandoens forlægninger og SHAEFs tavshed om Kommandoen i Operation Order no. 1 blev det besluttet, at han skulle forsøge at tage spørgsmålet om Kommandoens anvendelse op over for SHAEF. På et møde i juli mellem Munck, Nordentoft og Mørch samt de to engelske SOE-repræsentanter, Tumbull og Ray, enedes man om, dels at forsøge at få Buhl til at skrive et brev til den svenske regering, som indtil videre skulle deponeres i Stockholm, dels at søge at formå de vestallierede til at lægge pres på den svenske regering for at formå den til at lade Kommandoen vende hjem, når man i Danmark anså, der var behov herfor. 

Blandt de danske repræsentanter i London, først og fremmest den danske ambassadør, minister grev E. Reventlow, og Christmas Møller samt minister Henrik Kaufmann, der var kommet til London fra Washington, var der ikke udtalt interesse for at bede de vestallierede om at foretage et sådant skridt over for Sverige. Dels var Sverige med situationens udvikling blevet stadigt mere venlig stemt over for de allierede, dels ønskede specielt England ikke Sovjetunionen indblandet, da man anså Danmark for vestallieret og ikke russisk interesseområde. 

Det var således den overvejende holdning blandt danskerne i London, men også i det engelske udenrigsministerium, hvor man havde sonderet spørgsmålet, at den bedste løsning ville være at lade svenskerne bestemme tidspunktet for Kommandoens afgang fra Sverige uden anden opfordring end fra danske instanser i selve Danmark. En vestallieret henvendelse burde dog for alle tilfældes skyld forberedes og ligge klar til aflevering i Stockholm. Efterhånden nåede også Nordentoft og Mørch, som i Stockholm havde sonderet spørgsmålet over for ledende svenske politikere, til samme opfattelse. 

Afgørende måtte det derfor nu være at få en, set fra dansk synspunkt, acceptabel aftale i stand mellem danske og svenske politikere. 

Med dette formål foretog Hedtoft-Hansen, som repræsentant for Buhl- kredsen, en illegal rejse til Sverige omkring månedsskiftet august/september 1944. Hans forhandlinger med ledende svenske socialdemokrater med statsminister Per Albin Hansson i spidsen foregik i dybeste hemmelighed, og der blev alene truffet mundtlige aftaler. 

Det nøjagtige forhandlingsresultat foreligger således ikke dokumenteret, men Hedtoft-Hansen har i en beretning efter krigen omtalt det: 

”Vi forhandlede om Politiforlægningerne, Opstillingen af Den danske Brigade og Vaabenforsendelseme. Vi maatte herhjemme have sikkerhed for, at Styrkerne i Sverige, hvis det blev nødvendigt, fik Lov at rejse hjem”. 

Det, Hedtoft-Hansen nåede til forståelse med svenskerne om, var et tilsagn fra Per Albin Hansson om, at Sverige ville frigive Kommandoen på anmodning fra Buhl. Kodesignalet for denne anmodning var ”Hans er blevet syg”. Foreløbig var det dog kun inderkredsen i det svenske Social- demokrati, der var gået ind på at imødekomme de danske ønsker. 

I løbet af den første uge af september blev spørgsmålet taget op i regeringen, og det lykkedes her Per Albin Hansson at få resten af regeringen til i princippet at acceptere, at polititropperne og våben fra Sverige kunne sendes til Danmark på et signal til Per Albin Hansson fra ”Danmarks legale myndigheder”, det vil i regeringens øjne sige Samarbejdsudvalget. 

Senere, den 22. september, blev denne beslutning forelagt i det svenske. Statsministeren fremhævede her, at man, såfremt en allieret invasion ville ske i Jylland, måtte forudse en dansk anmodning om at få politistyrkerne hjem for sammen med hjemmestyrkerne at støtte de allierede. Statsministeren mente, at der af hensyn til det fortsatte samarbejde i Norden efter krigen, i en sådan situation kun var ét at gøre, nemlig at give de danske politistyrker lov til at tage til Danmark. Efter en række meningsudvekslinger accepterede da også udenrigsnævnet stats- ministerens synspunkt. 

De svenske myndigheder havde hermed truffet en meget afgørende og vidtrækkende beslutning, som lå på grænsen af, hvad Sverige som neutralt land kunne tillade sig inden for folkerettens rammer, men som på den anden side var en naturlig konsekvens af krigens udvikling. Beslutningen fik – som det senere vil blive omtalt – væsentlig betydning for Kommandoens vilkår i Sverige. 

Forinden skal dog endnu en sidste brik i Kommandoens kommandomæssige forhold bringes på plads. Dette skete, efter at Gørtz, støttet af Flemming Muus og Svend Truelsen, i august 1944 uforbeholdent accepterede SHAEFs overkommando, hvorefter SHAEF anmodede Frihedsrådet om at optage Gørtz i dette og udnævne ham til øverstkommanderende for alle danske styrker. 

Efter en række forhandlinger, hvorunder Gørtz fik godkendt den betingelse, at han ikke ville blive tvunget til at handle i modstrid med politikerne, godkendte Frihedsrådet den 6. oktober 1944 SHAEFs anmodning. 

I løbet af oktober organiseredes herefter en særlig afdeling inden for SHAEF, som fik til opgave at koordinere planlægningen af og forberedelserne til Danmarks befrielse og overgang fra besættelse til fredsforhold. Afdelingen blev benævnt SHAEF Mission to Denmark. Den bestod af ca. 200 personer, hvoraf ca. 70 var britiske og amerikanske officerer. Som chef blev udpeget den britiske generalmajor Henry Dewing, der var direkte underlagt Eisenhower. I november udnævnte Reventlow efter Eisenhowers anmodning The Danish Military Mission to SHAEF med oberstløjtnant V. L. Hvalkof som chef. 

I begyndelsen af december 1944 besøgte Dewing Stockholm for at forhandle med general Knudtzon. Senest på dette tidspunkt var ”Kommandoen for Militære Flygtninge” indordnet i et britisk-amerikansk-dansk politisk og militært samarbejde. 

Kilder

Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945. Dens tilblivelse og skæbne, Nielsen, K.V.

Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.

Den Danske Brigade i Sverige, Schaiffel-Nielsen