Brigaden efter krigen

Efter Brigadens overførsel til Danmark den 5. maj 1945, blev den anvendt til bevogtningsopgaver, først og fremmest grænsebevogtning, indtil dens opløsning den 10. juli 1945.

Opløsning

Efter opløsningen af Brigaden den 10. juli 1945, rejste de fleste naturligvis hjem og genoptog deres civile arbejde eller den uddannelse, som krigens begivenheder havde afbrudt. Og efter kortere eller længere tilpasningsvanskeligheder lykkedes det som regel igen at finde sig til rette med familieliv og civilt arbejde. Mange kom senere til at indtage fremtrædende stillinger i vort offentlige liv og forretningsverdenen. De faste officerer og befalingsmænd gled umiddelbart ind på poster i den nye hær. For dem var der derfor tale om en fortsættelse af den militære tilværelse, blot under ændrede former. For en mindre del af brigadérerne var tanken om bare at vende tilbage til en tryg civil tilværelse ikke attraktiv. Brigadelivet havde givet dem smag for den militære tilværelse og ansporet deres eventyrlyst. En del meldte sig derfor kort efter hjemsendelsen til Fremmedlegionen, en større del søgte over i engelsk militærtjeneste.

Af Brigadens henved 5.000 medlemmer var der nogle få, som ikke kom til at opleve hjemsendelsen og en normal tilværelse derefter. Det var de i alt 20 brigaderer og to lotter, som døde under udførelsen af deres brigadetjeneste. Tre døde som tidligere nævnt ved ulykker i Sverige, fem døde i forbindelse med begivenhederne i København i de hektiske majdage, mens de sidste 14 blev dræbt ved ulykker eller døde som følge af sygdom under de sidste to måneders vagt- og oprydningstjeneste. Var Brigaden – som så mange havde håbet på – blevet indsat i regulære kamphandlinger, havde denne tabsliste utvivlsomt været betydelig længere. Som det gik, blev Brigadens historie lykkeligvis ikke skrevet i blod, og dens veteranforening har ikke så mange faldne at mindes som så mange andre veteranforeninger fra krigens tid. Men heldigvis er antallet af faldne ikke den eneste målestok for en militær enheds indsats. Den Danske Brigade udfyldte i en kritisk fase af besættelsestiden ved sin blotte eksistens en vigtig rolle, og dens indsats i befrielsens første uger bidrog utvivlsomt til at gøre den kritiske overgang fra krig til fred så forholdsvis let, som den faktisk blev.

Brigaden assisterer med at bevogte grænsen ved Padborg, den 6. maj 1945 (Foto: Brigadesamlingen)

En tur til grænsen efter befrielsen – optagelser fra forskellige steder i Sønderjylland maj 1945: Tankspærring nord for Kolding. Parkpladsen i Kolding – her samles alt efterladt tysk krigsmateriel fra hele Sydjylland. Materiellet omfatter bl.a. våben, hjelme og biler i hundredvis herunder en Rolls Royce fra Dunkerque. Soldater fra Den Danske Brigade holder vagt. Højdedraget Knivsbjerg med udsigten fra tårnets top. Tyskerne havde retningstelefoni-anlæg på alle højdepunkter i Danmark. Syd for Haderslev ses følgerne af et RAF-angreb på en tysk motorvejskolonne. De tyske soldater drager hjem i silende regn og må sove under åben himmel om natten. Grænsen ved Krusaa bevogtes af frihedskæmpere – englændere – den dansk-svenske brigade og danske betjente. Tyske soldater ankommer til den tyske side af grænsen for at blive visiteret. Tilbagetrækningen forløber planmæssigt. Ved opsamlingspladsen ved Krusaa undersøges en efterladt tysk radiovogn. Interneringslejren Frøslev – nu Faarhuslejren. Grænsen ved Rudbøl – det ene ben i Danmark, det andet i Tyskland. I Graasten ses Oberst Paludan Møllers nedbrændte hus på årsdagen for hans heltemodige kamp med 50-60 tyske soldater og Gestapo.

Brigadens kampværdi

Man kan med rimelighed rejse det spørgsmål, om den udbredte følelse af at have været offer for et bedrag i virkeligheden var velanbragt – kunne det være gået anderledes? Var det på– noget tidspunkt realistisk at forestille sig, at Brigaden med Børge Outzes ord skulle hjem og føre lynkrig mod tyskerne? Svaret er, at således som krigen udviklede sig med det hastige og totale tyske sammenbrud i april-maj 1945, måtte det gå, som det gik – det kan vi med bagklogskabens ufejlbarlige indsigt se i dag. Dette forløb var det imidlertid ingen givet at kunne forudse hverken i 1943, da Brigaden blev udtænkt som følge af forhandlingspolitikkens sammenbrud, eller i 1944, da organisationen voksede og militariseredes, mens Tyskland stadig viste sig i stand til at yde modstand og oven i købet slå igen. Det var derfor nødvendigt at forberede sig på alle eventualiteter, og Brigaden var et led i disse forberedelser. Faktisk kunne ingen så sent som i foråret 1945 vide, om Danmark ville blive skueplads for en forbitret tysk slutkamp, hvor tyske tropper kæmpede til sidste mand, således som generaloberst Lindemann på et tidspunkt erklærede sig rede til. I så fald ville Brigadens rolle i slutfasen være blevet en helt anden. Så havde Brigaden ikke bare kunnet sjoske af færgen i Helsingør – som Lerche formulerede det – men ville sandsynligvis være blevet sat ind i en regulær krigsmæssig operation sammen med allierede eller svenske tropper i samvirke med den hjemlige modstandsbevægelse

 Der hører ikke megen fantasi til at forestille sig det blodbad, som måtte blive resultatet, hvis den letbevæbnede danske Brigade var blevet stillet over for kampvante tyske enheder støttet af tunge våben. Kun i overentusiastiske unge brigadérers Rambo-agtige fantasier kunne det ende godt. Ingen ansvarlig stabsofficer ved sine fulde fem kunne drømme om at planlægge noget sådant. Det blev da også holdningen i den allierede lejr, efter at general Dewing i december 1944 havde haft lejlighed til at tage forholdene i øjesyn og danne sig et realistisk indtryk af Brigadens kampkraft. Fra dette tidspunkt var det et ufravigeligt krav fra de Allierede, at Brigaden – eller Danforce – kun måtte indsættes i snæver forbindelse med allierede tropper og først, når den tyske modstand var i fuld opløsning.

Dette skyldtes ikke mistillid til brigadérernes soldatermæssige kunnen, men var udelukkende begrundet i en realistisk vurdering af styrkens samlede kampværdi under hensyntagen til den lette bevæbning, som den var udrustet med. Tværtimod var de inspicerende britiske officerer fra general Dewing og nedefter fulde af lovord om styrkens høje kampmoral, dens gode træningstilstand og soldaternes ufortrødne gå-på-mod. En af disse, major K.D. Bennett, der havde fulgt Brigaden såvel i Sverige som i Danmark, afrundede således en to sider lang rapport om Brigaden, udarbejdet i forbindelse med dens opløsning, med følgende afbalancerede konklusion:

“Danforce is an efficient and exceedingly well trained and equipped little army. Bearing in mind the limitations imposed by lack of heavy weapons and of extensive reserves of men, petrol and ammunition, I believe them capable of fulfilling any task within their armament.”

Major K.D. Bennett

Det er en udmærket formuleret vurdering af Brigadens militære værdi. Den var inden for sine begrænsninger en særdeles effektiv styrke, som nok skulle løse de opgaver, den inden for disse rammer fik pålagt. Disse rammer var imidlertid temmelig snævre som følge af styrkens lidenhed og manglen på tunge støttevåben. Styrken tålte i de sagkyndige britiske officerers øjne ikke sammenligning med en fuldt udstyret regulær hærenhed og skulle ikke anvendes som sådan.

“Vi har kun gjort vor Pligt”

Den danske Brigade blev også i mange henseender det kontinuitetsskabende bindeled mellem den gamle hær, som forsvandt i august 1943, og den nye, som opstod i ugerne efter befrielsen. Mest indlysende kom dette til udtryk ved de betydelige våben- og udrustningsforsyninger, som Brigaden bragte med hjem fra Sverige. De depoter, som i krigens sidste halvandet år var blevet oplagt i Sverige, og som straks efter kapitulationen blev bragt til Danmark, muliggjorde hurtig genopstilling og bevæbning af den nye regulære hær. Dette ville ikke have været muligt uden Brigadens depoter i en situation, hvor tyskerne for længst havde disponeret over den gamle hærs våbenarsenaler, og værnemagtens efterladte udrustning i overensstemmelse med kapitulationsaftalen skulle overdrages englænderne til destruktion.

Dernæst tjente Brigaden også det formål at holde kernen i befalingsmandskorpset intakt og i god træningstilstand, således at det ved sverigesstyrkens opløsning uden videre kunne genindtræde på nøgleposter i den nye hær. Det var derfor ikke mindst takket være Brigaden, at Danmark allerede få måneder efter befrielsen atter var i besiddelse af en ganske anseelig hær med pålidelige kommandostrukturer.

Brigaden kom derved til ved sin blotte eksistens at udfylde tomrummet mellem den gamle og den nye hær. Og erfaringerne fra Sverige kom også til i flere henseender at sætte deres præg på efterkrigshæren, selv om de gamle former viste sig uformodet seje. Det gjaldt således omgangstonen mellem befalingsmænd og menige. I det frivillige korps i Sverige havde befalingsmændene lært, at de ingen vegne kom med gammeldags kadaverdisciplin, men ulig længere med positiv motivation og et godt personligt eksempel. Desuden havde livet i forlægningerne ikke mindst i den første tid været en skole i demokratisk omgang på tværs af militære grader. Mange yngre officerer og befalingsmænd tog disse erfaringer til sig og bragte dem med over i efterkrigshæren, hvor de med tiden gav anledning til en væsentlig forandring af tonen bort fra den klassiske prøjserstil over i retning af mere afslappede omgangsformer.

Nok så konkret udmøntedes erfaringerne fra Brigaden i tre reelle nyskabelser i efterkrigshæren, nemlig indførelse af en talsmandsordning, som gav de menige ret til at blive hørt og indgive klager, et korps af feltpræster og et velfungerende militærpoliti. Disse nyskabelser var direkte kopieret efter Brigadens ordninger og blev derfor på en måde Brigadens arv til den nye hær. Hæren overvintrede således ikke blot ved hjælp af Brigaden. Erfaringerne derfra gjorde også i flere henseender den nye hær til en anden organisation end den gamle.

Det har ofte været diskuteret blandt besættelsestidshistorikere, om den tyske besættelse 1940-45 repræsenterer et reelt brud i Danmarks historie – et skel mellem to tidsaldre – eller besættelsestiden var en parentes i den forstand, at man i 1945, da tyskerne havde forladt landet, blot igen tog trådene op fra 1940 og spandt videre på dem, som intet var hændt. Derom er meningerne stærkt delte, og historikernes stillingtagen til spørgsmålet er nøje forbundet med, hvilken rolle man tillægger modstandskampen. Til denne debat skal der ikke her tages stilling; men det kan måske være på sin plads at pege på, at betragter man Den Danske Brigade i Sverige og denne organisations virksomhed og betydning i videre forstand, så var den vel nok først og fremmest et instrument for kontinuiteten mellem det gamle og det nye. Men samtidig udviklede der sig under landflygtigheden erfaringer, som på mange punkter gjorde det nye anderledes end det gamle. Vurderet på dette grundlag var besættelsestiden måske snarest at ligne ved en tankestreg – et tegn, som ofte benyttes til at introducere et nyt moment uden derfor at bryde tankegangen.

Den Danske Brigade fik aldrig for alvor lejlighed til at vise, hvad den militært formåede – og godt det samme. Havde dette nemlig været tilfældet, ville det have været ensbetydende med en større slutkamp i Danmark i 1945. Da nogle brigadérer om aftenen den 4. maj jamrede højlydt over, at de nu kom for sent hjem til for alvor at slås, bemærkede dirigenten Erik Tuxen, som var lastbilchauffør ved Brigaden, at han bestemt ikke foretrak at vende hjem til et København, hvor kun skorstenspiberne stod tilbage – det kan man kun give ham ret i. Brigadererne måtte i stedet slå sig til tåls med Marokko-Jensens på én gang stolte og ydmyge ord ved hjemsendelsesparaden i Sønderborg den 10. juli 1945: “Vi har kun gjort vor Pligt.” – Det er også noget – det er faktisk slet ikke så lidt.

Mindesmærket for danske soldater i Mindelunden, København
Mindesmærket er rejst til minde om de 14 danske soldater og to piloter, som mistede livet ved den tyske besættelse af Danmark d. 9. april 1940 samt de 23 danske soldater, som mistede livet ved samarbejdspolitikkens ophør d. 29. august 1943. Dertil de 63 danskere, som mistede livet i allieret tjeneste under 2. verdenskrig. Mindesmærket er desuden også et symbol på Brigadens indsats. Mindesmærket for danske soldater er udformet af billedhuggeren Bjørn Nørgaard og udført i svensk granit. På den ene side er motivet af en dansk soldat og fregatten Peder Skram – på den anden side en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire fly. Kunstværket blev indviet af Hendes Majestæt Dronningen, 20. september 2019.
I anledning af 75årsdagen for nedlæggelsen af Den Danske Brigade den 10. juli 2020, lagde Mindefonden for Den Danske Brigade en krans ved mindesmærket. (Foto: Martin Frøland)

Afrunding

Efter en indledningsvis meget restriktiv holdning fra det officielle Sveriges side til danske ønsker, øgedes den svenske hjælp til Danmark under indtryk af de allieredes vældige fremgange og pres på Sverige for mere helhjertet at slutte op bag de allierede. En opslutning, som sluttelig resulterede i et direkte samarbejde med de vestallierede med henblik på at overkomme krigsafslutningen såvel i Danmark som i Norge. Hjælpen til Danmark blev givet stadigt mere åbent og i stigende omfang. Uddannelsen og organisationen i de danske forlægninger militariseredes, og fra at have været let bevæbnede feltpolitiafdelinger forvandledes de danske styrker til fem nogenlunde alsidigt bevæbnede infanteribataljoner, og herunder en tung bataljon. 

Hele denne svenske hjælp blev givet på grundlag af kreditter som rentefrie lån under krigen. Værdien af disse kreditter samt det overladte krigsmateriel udgjorde skønsmæssigt anslået over 70 millioner kroner. I 1946 eftergav Sverige i øvrigt storsindet disse lån. 

Brigadens hjemkomst til Danmark foregik i fuld overensstemmelse med de ønsker og håb, som næredes ad såvel de danske som svenske politikere, der havde været dens fødselshjælpere, men også i fuld overensstemmelse med de vestallieredes intentioner. 

Derimod kan der næppe være tvivl om, at Brigadens anvendelse for mange – måske et flertal – af dens personel var en enorm skuffelse. Mange havde forinden indtræden i Brigaden aktivt deltaget i modstandskampen; adskillige var beordret til at tage til Sverige for at yde en indsats ved dens opbygning. De havde ikke uden grund set hen til at komme til at yde en aktiv indsats for Danmarks befrielse inden for Brigadens rammer. 

For nogle gik skuffelsen så langt, at de gav udtryk for, at deres indsats havde været forgæves. 

Men selv om alle – danske, som svenske og allierede – informerede kredse havde en forventning og et håb om, at besættelsens og krigens afslutning i Danmark skulle kunne foregå forholdsvis smertefrit, så havde ingen sikkerhed herfor. 

Den Danske Brigade var – og af de implicerede politikere og allierede militære myndigheder tænkt som – den reserve, der i givet fald kunne bruges, såfremt situationen ikke udviklede sig som forventet og håbet. 

Hertil kom, at Brigaden ved sin hjemkomst udgjorde det eneste magtmiddel og medbragte det materiel og den udrustning, der satte danske myndigheder i stand til hurtigt at etablere et nationalt forsvar og en national kontrol af landets grænser. 

Der skal som nævnt, ikke megen fantasi til at forestille sig de problemer, der kunne være opstået, hvis de med jubel hilste befrielsesstyrker var blevet som nye besættelsesstyrker i et besættelsestræt land, fordi landet ikke magtede selv at bidrage til sin egen sikkerhed. Den bornholmske befolkning blev i situationen alene om at høste en sammenlignelig erfaring, idet den, som den eneste del af den danske befolkning, blev udsat for konsekvenserne af en manglende vestallieret (dansk) evne til at modtage de derværende tyske styrkers overgivelse. 

Set i retrospektiv, kom Brigaden til at dele de vilkår Den vestlige Alliances stående styrker har haft nu i en god menneskealder: At udvikle og perfektionere sine færdigheder til at kæmpe – med det hovedformål at sikre, at der ikke bliver brug for disse færdigheder. 

Efter brigadens hjemsendelse i 1945 sluttede brigaderer og lotter i stort tal op om hjemmeværnsforeningerne. I København var der så mange, at der kunne dannes 2 kompagnier af Brigadens folk.
De fik numrene 6106 og 6107. Begge kompagnier gik i 1949 over i det statslige Hjemmeværn. Ind i 50’erne var antallet blevet mindre, så alle blev derfor samlet i kompagni 6106 under navnet “Brigadekompagniet”.
Fanen blev overdraget til Brigadesamlingen i november 2000. (Foto: Michael Boe Laigaard)

Kilder

Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945. Dens tilblivelse og skæbne, Nielsen, K.V.

Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.

Den Danske Brigade i Sverige, Schaiffel-Nielsen