Pionerkommandoet

Pionerkommandoet blev oprettet 10. maj 1944, med kaptajn Dietrich Anselmo Wieth-Knudsen som chef.
Inden kommandoets oprettelse var pionersoldater og -befalingsmænd tænkt indplaceret som faglige rådgivere i Brigadens infanterienheder, men efterhånden tegnede sig et billede af, at dette ikke ville være tilstrækkeligt til at løse egentlige pioneropgaver. Der blev derfor fremsat forslag om oprettelse af en regulær pionerstyrke, enten som en deling ved hver bataljon, eller som et samlet kommando. Pionerkommandoet var Brigadens næstældste enhed – kun 1. Bataljon var ældre – og var samtidig den enhed, som blev hjemsendt sidst – 1. oktober 1945, idet kommandoet blev indsat i kontrollen af den tyske minerydning efter Besættelsens ophør. Pionerkommandoet skulle være let bevægeligt og hurtigt kunne sættes ind på steder, som måske ofte lå langt fra hinanden i tid og rum. Desuden skulle det medføre en betydelig mængde materiel, så praktisk talt alle pioneropgaver kunne løses eller i hvert fald påbegyndes. Det var derfor ønskeligt, om hele styrken kunne blive fuldt motoriseret. Fra starten disponerede Brigaden dog kun over et begrænset antal motorkøretøjer og det blev derfor besluttet at gøre størstedelen af personellet cykelbåret og hovedsagelig bruge motorkøretøjer til transport af materiel.

Uddannelsen

Udover grundlæggende militære færdigheder blev hovedvægten i uddannelsen lagt på funktionen som kamppionerer, herunder sprængnings- og minetjeneste. Brobygning samt spærrings- og feltarbejder blev kun øvet i begrænset omfang, idet man mente at kunne basere sig på de faste befalingsmænds viden og erfaring. Sprængningsøvelser foregik i terrænet, så tæt op ad sprængladningerne, som det mentes forsvarligt. Efter svensk forbillede gennemførtes tilvænningsøvelser, hvorved befalingsmænd og pionererne efterhånden vænnede sig – i en lille grav – til at udholde sprængvirkningen af ladninger på indtil 10 kg på en afstand af 5 m. Kaptajn WiethKnudsen skriver, at det ofte var en drøj omgang og at soldaterne ikke altid følte sig lige vel til mode efter øvelserne, hvis virkninger – trykken for brystet, susen i hovedet o.l. – kunne holde sig i flere timer. Egentlige feltøvelser sammen med infanterienhederne bestod som regel i angreb på feltbefæstede stillinger. Angrebet blev gennemført i ly af en omfattende røgsløring og med støtte fra infanteriets egne våben. Pionererne støttede yderligere angrebet med lette morterer og flammekastere.

I slutningen af april 1945 overværede en engelsk major – K.D. Bennett – en øvelse, som var arrangeret af Pionerkommandoet. Han udtalte herefter, at han fandt folkenes træning og uddannelse god, og at pionererne var fuldt på højde med engelske, tyske og franske soldater, men at de naturligvis manglede de praktiske erfaringer, som først kunne opnås i en krig. Minetjenesten, der var genstand for særlig interesse, kom senere pionererne til god gavn, da Pionerkommandoet fik ansvaret for den jyske del af kontrollen med den tyske minerydning i Danmark. Det vidste man dog ikke noget endnu, men man forventede, at alle vigtige punkter kunne være mineret eller forberedt til sprængning. Det voldte nogen vanskelighed at skaffe sig aktuel viden om tyske miner – og minetjeneste i almindelighed. Ved hjælp af blandt andet kontakt til den norske politienhed (af divisionsstørrelse) i Sverige blev der tilvejebragt så mange oplysninger, at Pionerkommandoet kunne udarbejde et maskinskrevet hæfte på ca. 140 sider, med tilhørende 25 plancher om tyske, allierede og svenske miner, mineudlægning og minerydning. I sommeren 1944 afholdt den svenske ingeniørkaptajn Nils Falk et kort kursus i minetjeneste, ligesom 5 officerer i foråret 1945 fulgte et kursus i sprængnings- og minetjeneste ved 5. militärområdet. I slutningen af april 1945 bliver en engelsk mineekspert – major Stanley Holland – knyttet til Pionerkommandoet10. Han var overrasket over Pionerkommandoets viden på området, men var tilfreds med, hvad han så. Dog kritiserede han minesøgnings- og minerydningsmateriellet, som ikke var moderne eller godt.

Sprængningsuddannede soldater ved infanteribataljonerne

I hver af de fire infanteribataljoner havde en befalingsmand og to mand pr. deling modtaget udvidet undervisning i sprængningstjeneste. De sprængningsuddannede indordnedes naturligt i delingernes maskinpistolgrupper, hvor de sikredes en taktisk bevægelsesfrihed, under sikring af maskinpistolerne. Oprindelig havde det været hensigten, at hver bataljon selvstændigt skulle foretage alle taktiske sprængninger, mineudlægning og minerydning, der kunne tænkes at forekomme under kamp. Bataljonerne var derfor også tildelt en pionerofficer. Med oprettelsen af Pionerkommandoet bortfaldt denne ordning imidlertid og blev erstattet af de særligt uddannede soldater. Herudover var tilvænningsøvelser (i stil med den pionererne gennemgik) et led i den almindelige infanteriuddannelse. Herved blev påvirkningen fra sprængninger dagligdagskost – et plus, som sikkert ville være blevet af betydning under virkelige kamphandlinger.

MINENKOMMANDO DÄNEMARK

Under forhandlingerne mellem de britiske tropper og værnemagten på Hotel d’Angleterre i København umiddelbart efter kapitulationen den 4. maj 1945 blev det aftalt, at den tyske – nu tidligere – besættelsesmagt som en del af kapitulationsbetingelserne skulle udlevere mineplanerne og sørge for at rydde minefelterne. Det fremgår af den tysk-britiske aftale fra 9. maj 1945, hvor det præciseredes, at tyskerne selv skulle forestå det farlige arbejde med at fjerne minerne. Den 10. maj 1945 dannedes Minenkommando Dänemark, der skulle foretage rydningen af minerne under SHAEF’s (Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces) kontrol. Minerydningen begyndte den 11. maj blot få dage efter befrielsen og ophørte officielt den 1. oktober 1945 – da havde man ifølge det danske Pionerkommando fjernet 1.389.281 miner. I spidsen for minerydningen stod den britiske major Stanley Holland, som gav de tyske mineryddere frie hænder til at løse opgaven efter eget ønske, men ikke lagde skjul på, at målet samtidig var at afslutte minerydningen i Danmark på den kortest mulige tid. Den tyske chef for minerydningen og ‘Minenkommando Dänemark’ blev kaptajn (Hauptmann) Paul Geuer fra den tyske pionerskole i Horsens. De danske myndigheder var imidlertid ikke sikre på, at minerydningen blev udført forsvarligt, når tyskerne arbejdede alene. Derfor blev det bestemt af SHAEF, at tyskerne skulle kontrolleres. Til assistance havde major Holland et mindre britisk kontrolmandskab i Danmark, der dog slet ikke havde kapacitet til at håndtere den omfattende opgave.

Kontrolopgaven af minerydningen blev overdraget til Den Danske Brigade, der i de første måneder kom til at bistå briterne i kontrolarbejdet. Efter Den Danske Brigades opløsning og hjemsendelse den 10. juli 1945 blev kontrolopgaven overtaget af indkaldte danske menige og deres befalingsmænd. Chef for det danske Pionerkommandoet og de danske minekontrollanter var kaptajn D.A. Wieth-Knudsen. Af Pionerkommandoets instruktion fremgår det, at de danske kontrollanters opgave var at overvåge arbejdet, og de havde ordre på, at de ikke måtte blande sig i de tyske troppers arbejdsmetoder, heller ikke efter opfordring fra tyskerne.I første omgang bestod minerydderstyrken i Danmark af 1.000 tilbageværende tyske pionersoldater, befalingsmænd og menige. Dette tal blev siden forøget, først til 1.800 mand og den sidste halvanden måned yderligere til 2.500-2.600. Af denne styrke var omkring 2/3 beskæftiget direkte med minerydning, mens de resterende udførte stabsfunktioner. Den 1. oktober 1945 var minerydningen officielt afsluttet. Tilbage var enkelte komplicerede felter, bl.a. halvøen Skallingen syd for Blåvand, hvor minerydningen fortsatte i 1946 og blev afsluttet den 21. juni 1947. Den 1. januar 1948 blev de sidste seks tyske mineryddere hjemsendt til Tyskland. På Skallingen blev et felt med ca. 11.000 miner dog opgivet, og området var afspærret de følgende mange år.

Der var i Danmark udlagt 1.389.281 tyske landminer, de fleste langs Jyllands vestkyst. De allierede magter bestemte, at de tyske tropper skulle rydde alle de minefelter, de selv havde udlagt. Rydningen skete under britisk ansvar, men kontrollen med rydningens effektivitet blev overdraget til Brigadens Pionerkommando på ca. 240 mand, som fordeltes i hold ud over landet. Minerydningen varede fra maj – oktober 1945 og medførte betydelige tab blandt det tyske personel, 149 dræbte og 322 sårede – en hård told at betale for alle berørte, efter at krigen var forbi. Da rydningen var gennemført, indtraf herefter meget få mineulykker i Danmark.

Kilder

Chakoten.dk

Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945. Dens tilblivelse og skæbne, Nielsen, K.V.

Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.

Den Danske Brigade i Sverige, Schaiffel-Nielsen