Fra politikommando til DANFORCE
Med den svenske – ganske vist stiltiende – godkendelse af, at Kommandoen ikke var en blot og bar politistyrke, men en del af den danske modstandshær og derigennem indordnet under den vestallierede overkommando, fik Den Danske Brigade eller DANFORCE, som den nu kaldtes, friere vilkår.
Fra efteråret 1944 til foråret 1945 militariseredes lejrorganisationen. Militære grader og distinktioner samt øvelser i felttjeneste blev indført, og bykamp fik en fremtrædende plads i uddannelsen.
I begyndelsen af september 1944 var der ialt ca. 13.500 danske flygtninge over 16 år i Sverige, heraf var ca. 4000 i alderen 18-35 år. Af disse tilhørte omkring 1700 mand Brigaden, fordelt på Sofielundlejren og de to forlægninger ved Håtunaholm. I midten af september blev teltlejren ved Håtunaholm nedlagt, og styrken blev forlagt til Sätra Brunn. Samtidig blev besætningerne til de danske orlogsfartøjer forlagt til Karlskrona.
Efter interneringen af politiet i september 1944 blev der oprettet en særlig ordenspolitiforlægning med flygtede politifolk i Ryds Brunn. Senere i oktober fik general Knudtzon tilladelse til at etablere endnu en forlægning ved Ronneby Brunn, således at der kort før jul var i alt 1889 mand i Brigaden, fordelt på fire lejre: Sofielund, Håtunaholm, Sätra Brunn og Ronneby Brunn.
I oktober var der en del misnøje, navnlig i Håtunaholmlejren, som førte til en henvendelse fra en del af mandskabet til det kontaktudvalg, der allerede i slutningen af 1943 var dannet blandt danske flygtninge for at støtte modstandsbevægelsen hjemme. Med denne anledning oprettede udvalget efter aftale méd general Knudtzon en ”Komité for Fritidsbeskæftigelse ved Politiforlægningerne” med bl.a. Ebbe Munck, Erling Foss og den flygtede fagforeningsleder Emil S. Nissen som medlemmer. Denne komité udviklede sig snart til et instrument for modstandsbevægelsen til at skaffe sig indflydelse inden for Brigaden og knytte den nærmere til Frihedsrådet. Den blev imidlertid også et nyttigt instrument for Knudtzon i arbejdet for at skabe kendskab til og good-will for Brigaden blandt de danske flygtninge.
Da udsigterne til et snarligt tysk sammenbrud og en hurtig tilbagevenden mindskedes med den tyske Ardenneroffensiv i juledagene 1944, besluttede Knudtzon at forsøge Brigaden udvidet med 1200 mand. Den 30. december gav de svenske myndigheder tilladelse hertil. Medlemmer af Kontaktudvalgets komité gik herefter ind i en hvervekampagne blandt flygtningene og udsendte – også med svensk godkendelse – en brochure ”Danmark kalder dig til Politikorpset”. Endvidere fik Christmas Møller indrejsevisum og deltog i hvervekampagnen.
I marts var man nået op på de ønskede 1200 mand og kampagnen kunne afblæses. Kadrene var nu udfyldte.
Den 28. marts 1945 gav den svenske regering tilladelse til forøgelse af belægningen i Sofielundlejren med ca. 200 mand. På dette tidspunkt var allerede etableret endnu en lejr i Tingsryd til et motorvognsdetachement på ca. 200 mand og et særligt brandkommando på ca. 200 mand i Ryds Brunn.
Straks inden Brigaden den 18. april med de svenske myndigheders tilladelse og udstrakte hjælp forlagdes til et kantonnement ved Håckeberga i Skåne for at forøge beredskabet og indøve samarbejdet mellem enhederne, var organisationen således:
- bataljon og pionerkommandoen med tilsammen 747 mand ved Håtunaholm
- bataljon med 356 mand ved Sätra Brunn,
- bataljon ved Ronneby Brunn, sammen med
- bataljon med tilsammen 1036 mand
- tunge bataljon med 611 mand ved Sofielund.
Ved Ryds Brunn fandtes specialenheder og ordenspolitistyrken med ialt 422 mand samt i Tingsryd motorvogns- detachementet med 177 mand. Den sammenlagte styrke i lejrene, incl. administrationspersonel, udgjorde i alt 3349, af hvilke 718 var officerer og øvrige befalingsmænd. Hertil kom flotillen i Karlskrona med ca. 200 mand samt det i staben indgående personel.
Den uddannede styrke var dog større, idet nogle hundrede færdiguddannede midlertidigt var ”hjemsendt”. Til Brigadens organisation hørte også det tidligere nævnte brandkorps samt lottekorpset. Hertil kom et særligt arbejdskommando i Malmö og Lund, som skulle overføres sammen med denne. I alt omfattede ”Kommandoen for Militære Flygt-ninge” næsten 5000 personer i begyndelsen af maj 1945 – mens Brigadens sidste syv måneder i Sverige således var præget af en vældig udbygning, en intensiv uddannelsesvirksomhed og en stadigt mere positiv holdning fra svenske myndigheders side til disse forhold, var anvendelsen i Danmark af den genstand for drøftelser og overvejelser, i hvilke Brigadens ledelses og personels ønske om ”ikke at komme hjem bagefter” kom i modsætning til opfattelsen hos de myndigheder, der kunne og skulle udløse dens indsættelse.
Efter at chefen for SHAEF Mission to Denmark i begyndelsen af december 1944 havde besøgt general Knudtzon i Stockholm, blev ritmester N. E. Leschly, der var chef for Brigadens operationssektion, sendt til London for nærmere at redegøre for Brigadens organisation samt de operative overvejelser, man havde foretaget, og hvad man i den anledning havde forberedt.
Det blev hurtigt Leschly klart, at general Dewings opgave var ”at genoprette ordnede Tilstande i Danmark under og efter den Overgivelse af tyske Tropper, som man hos SHAEF regner med vil ske i Danmark efter et tysk Sammenbrud”. General Dewing skulle således ikke lede den danske modstandshær, DANFORCE og vestallierede tropper i eventuelle militære operationer mod de tyske besættelsestropper. SHAEF Mission havde imidlertid yderligere den opgave at formidle samarbejde mellem SHAEF, SFHQ (Special Forces Headquarters) og DANFORCE ved ”at ind- samle et saa detailleret Materiale, at General Dewing er i Stand til at give den opererende General alle Oplysninger om nævnte Formationers (Mod- standsbevægelsen og Danforce) Ydeevne og Reaktionstider”.
I efterfølgende møder med general Dewing og medlemmer af hans stab samt bl.a. Lt. Commander Hollingworth fra SFHQ måtte Leschly redegøre for den allerede gennemførte planlægning og forberedelse af DANFORCE’s udskibning fra Sverige og landsætning i Danmark.
Man havde hertil forberedt to alternativer. General Knudtzon ønskede en overskibning ved anvendelse af et begrænset antal større skibe (Alternativ I). Det indgik i forudsætningerne for dette, at overførslen sikredes, og at der var sikret et brohoved på Sjælland. Om dette lykkedes skulle landsætning ske på et smalt kystafsnit, og der kunne derfor efter generalens opfattelse opstå et problem, såfremt et stort antal både skulle anvendes.
Fra den svenske forsvarsstabs side foretrak man et alternativ, hvor man anvendte en udgangsgruppering i flere skånske havne med små både. Det var også den løsning den svenske udenrigsminister foretrak for at foranstaltningerne skulle vække mindst mulig opmærksomhed, idet disse ville være et klart brud på artikel 8 i XIH Haager-konvention. Også general Dewing anså denne løsning for bedst, men han understregede, at sådanne detaljer ikke vedkom ham. Han var blot interesseret for at få kendskab til DANFORCE’s hensigter.
Leschly måtte endvidere over for Dewing gentage, hvad denne allerede havde fået kendskab til ved mødet i Stockholm, nemlig at DANFORCE ikke magtede nogen egentlig militær opgave af større omfang, men at man var indstillet på at kunne likvidere fjendtlige styrker af begrænset format, hvor disse måtte sætte sig til modværge i isolerede støttepunkter og lignende.
Som afslutning på Lesclys møder med general Dewing og hans stab, slog generalen fast, at man i almindelighed som forudsætning for Danforce’s optræden i Danmark måtte have bragt de egentlige tyske styrker til stort set at have opgivet kampen. Generalen understregede videre, at planerne for DANFORCE’s landsætning måtte koordineres med modstandsbevægelsens operationer. Dette måtte være general Gørtz’ opgave som øverstkommanderende for såvel modstandsstyrkerne som for DANFORCE at sørge for dette.
SHAEF Mission regnede med at sende en kommission på ca. 50-100 britiske og amerikanske officerer til Danmark for at modtage de tyske hovedkvarterers overgivelse. En mulig opgave for DANFORCE kunne således blive at være ”kystbedækning” for disse.
General Dewing nævnte endelig, at DANFORCE kunne få til opgave at rydde op i og likvidere Gestapo-hovedkvarterer landet over, idet man måtte anse disse for at have kommandoforhold af en sådan karakter, at man ikke dér følte sig overgivet, fordi den tyske værnemagt officielt opgav kampen.
Ritmester Leschly rejste tilbage til Sverige med det indtryk, at Dewing og i endnu højere grad andre officerer, han forhandlede med, var indstillet på, at Danmarks besættelse skulle løses på fredelig vis ved, at de tyske tropper kapitulerede og rømmede Danmark uden kamp.
En af officererne i SHAEF Mission, oberstløjtnant Braithwaite, sagde rent ud til Leschly, ”at man af al Magt vil søge undgaaet at bringe den egentlige Krig ind over Danmark”. Han var vel vidende om den hos alle frihedskæmpere i de besatte lande iboende trang, men han kunne i sit inderste ikke få sig til ét øjeblik at medvirke til at imødekomme disse menneskers nok så rimelige ønsker, når han kunne se, at det medførte blot én krigshandling, som ikke var strengt nødvendig i den store sammenhæng.
Dewing udtrykte sig ikke så klart over for Leschly og heller ikke i det brev, han bad denne medbringe til general Knudtzon. Over for Lippmann havde han imidlertid den 9. januar givet udtryk for, at DANFORCE bare var ”a tiny little detail”, selv om dens uddannelse var bedre, end han havde forventet, men næppe så realistisk som ønskelig. Man måtte derfor gøre sig klart, at styrken kun kunne indsættes under de bedst tænkelige forhold.
Inden afrejsen den 16. januar medvirkede Leschly dog ved udarbejdelse af en plan for koordinering af vestallieret flystøtte i forbindelse med DANFORCE’s landsætning og operationer på Sjælland, såfremt denne eventualitet skulle blive nødvendig.
Problemer om, hvad der skulle ske i Danmark i krigens afsluttende fase, var imidlertid genstand for omfattende planlægning hos flere instanser. Det er ikke stedet her nærmere at redegøre for den planlægning, der fra svensk side foregik med henblik på en intervention i Danmark, enten ved anvendelse af regulære svenske tropper, af en svensk frivillig division eller ved udvidelse af de danske styrker i Sverige med en stor frivillige svensk styrke. Nok er at konstatere, at sådanne muligheder blev analyseret og planlægningen gennemført i detaljer.
For så vidt angår kredsen af politikere omkring Buhl, Samarbejdsudvalget, så regnede de – efter at invasionsrygternee i september 1944 viste sig at være falske – næppe heller længere med en vestallieret invasion. De mente selv at kunne klare en eventuel kaossituation med egne kræfter, herunder de danske styrker i Sverige. Indgriben af svenske styrker under sådanne omstændigheder ønskede de ikke. De ventede amerikansk-britiske styrker til Danmark i en kort overgangsperiode. Derimod regnede de ikke med ankomst af russiske tropper, fordi de anså Danmark for liggende inden for vestmagternes interessesfære, selv om en artikel i det sovjetiske tidsskrift ”Krigen og arbejderklassen” i november 1944, der tog stærkt afstand fra Buhl og hans kolleger i Samarbejdsudvalget, vakte en vis opsigt og bekymring.
For de vestallieredes vedkommende lå hovedansvaret for planlægning af Danmarks befrielse i SHAEFs G-3 division. SHAEF Mission to Denmark havde i kraft af sin opgave, som tidligere omtalt, i særlig grad indsamlet oplysninger og derfor fået overdraget visse planlægningsopgaver, men havde, som det også tidligere er nævnt, ingen myndighed og slet intet ansvar for planernes iværksættelse. I de sidste måneder fandt det afgørende arbejde sted ved 21. Army Group og ved 2. Tactical Air Force. I løbet af marts-april præciseredes det, at eventuelle styrker til Danmark skulle komme fra 2. Armé og 83. Air Group.
På baggrund af den tyske fronts sammenbrud i Frankrig og attentatet imod Hitler i juli 1944 udarbejdede SHAEF i forventning om et snarligt og endeligt tysk sammenbrud en plan for en sådan situation, benævnt Talisman.
Ifølge planen skulle den træde i kraft, når den tyske regering eller overkommando havde underskrevet en overgivelse, eller de væsentligste dele af de tyske styrker havde kapituleret eller var blevet overvundet. Planen indeholdt flg. målsætning:
1) Primær afvæbning af og kontrol over tyske styrker
2) Effektuering af kapitulationsbetingelserne
3) Etablering af lov og orden
4) Påbegyndelse af forholdsregler til fuldstændig afvæbning af og kontrol over de tyske styrker.
De konkrete operationer var inddelt i tre trin, der skulle iværksættes successivt. Danmark henhørte udelukkende under trin IH og det hed om Danmark: ”Afsendelse over land til besættelse af Danmark, hvis situationen på det tidspunkt kræver det”.
I september 1944 blev et revideret Talisman-direktiv for Danmark udsendt. Det gik ud fra, at allierede styrker ville befinde sig i området Kiel-Hamburg, når situationen blev aktuel. Den allierede hærgruppe her skulle kunne indsætte en styrke i Danmark, men, hed det videre, for tiden er det imidlertid ikke hensigten, at der skal afsendes en sådan styrke, medmindre situationen kræver det. Vi må derfor overveje om det er praktikabelt i hovedsagen at stole på den danske modstandsbevægelse, støttet af allierede luftstyrker og om nødvendigt af allierede landstyrker.
Montgomery afviste imidlertid helt at sende tropper til Danmark, de rådige styrker skulle tværtimod anvendes til at støde så langt mod øst langs den tyske østersøkyst som muligt.
Der var i det hele i den vestallierede ledelse ikke større forventning til, at der ville opstå større kampe med tyske enheder i Danmark, og det var klart SHAEF’s politik at søge noget sådant undgået. General Dewings udtalelser, såvel over for general Knudtzon, som over for ritmester Leschly, var i klar overensstemmelse hermed.
Det var som konsekvens af SHAEF’s interesse for stabile politiske forhold og for ”ro og orden”, at der gennem Ole Lippmann oversendtes materiale til Buhl, hvori der blev gjort rede for franske og belgiske erfaringer med afvæbning og opløsning af modstandsbevægelsernes styrker. Hovedsigtet var at undgå de borgerkrigstilstande, man havde fået i Grækenland, og de stærke konfrontationer, man oplevede i Frankrig og Belgien.
Først den 16. april forelår det første dokument fra 21. Army Group vedr. Danmarks befrielse “Liberation of Denmark. Directive to 2. Army”. Det forudså, at den chef, der blev udnævnt af 2. Army, ville have mindst 28.000 modstandsfolk, ”highly organized and of well proven enterprise”, til rådighed. Herudover kunne han disponere over DANFORCE, idet dog beslutningen om at overføre denne styrke skulle tages af 21. Army Group i konsultation med 2. Army. Ordren skulle kommunikeres til DANFORCE gennem SFHQ. Direktivet nævnte intet om de begrænsninger, den svenske regering udøvede i den frie dispositionsret over DANFORCE. Da Dewing imidlertid var klar over dette forhold, foreslog han den 3. maj, at beslutningen blev overladt til den svenske og en evt. nydannet dansk regering, idet han udtrykte et håb om, at den danske regering ville bede om SHAEF’s godkendelse.
Også i Gørtz stab (Den lille Generalstab) beskæftigede man sig med Brigadens tilbagevenden, og der var god overensstemmelse mellem synspunkterne her og SHAEF’s planer. I en meddelelse den 21. februar 1945 over Pilken – Den lille Generalstabs illegale kabelforbindelse fra Charlottenlund til Malmö – fra Gørtz til Knudtzon hedder det således:
”En almindelig forudsætning (for Brigadens landsætning) vil naturligvis være, at den danske modstandsbevægelses styrker, som følge af tysk sammenbrud, har kunnet mobiliseres i hvert fald i København og på Sjælland i et sådant omfang, at der skønnes at være mulighed for, at man ved indsættelse af disse styrker kan gå i aktion. Denne aktion vil i første omgang gå ud på at sikre livsvigtige samfundsobjekter mod tysk overlast og spærre tyske tropper inde i kaserner, lejre og andre lokaliteter. I betragtning af modstandsbevægelsens beskedne styrker og navnlig dens beskedne udrustning med våben og ammunition vil en sådan aktion uden hjælp fra allieret side ikke kunne sættes i værk, før den tyske værnemagt og politiet, som følge af totalt sammenbrud, er i fuld opløsning. Man er herhjemme yderst interesseret i, at få DANFORCE sat ind på det tidligst mulige tidspunkt, men man ønsker på den anden side ikke at spille hasard med denne styrke. Det må anses for mest sandsynligt, at styrken ønskes landsat på strækningen København-Helsingør”.
På grundlag af denne ret upræcise angivelse af, hvor Brigaden skulle landsættes, videreførtes ved Brigadens stab den planlægning, der allerede var påbegyndt i december 1943. Arbejdet i operationssektionen mundede ud i et plankompleks, omfattende tre alternative operationsplaner, der den 15. april blev underskrevet af general Knudtzon.
Inden disse planer nærmere omtales skal det kort nævnes, at Frihedsrådets K-udvalg omkring 1. april besluttede, at der primært skulle forberedes en landsætning i Helsingør Havn, og at der for at sikre en sådan skulle forberedes etablering af et brohoved omkring havnen ved anvendelse af 250 mand fra de københavnske O-grupper, et tilsvarende antal fra BOPA samt mindst 500 mand fra modstandsbevægelsen i Helsingør og i Frederiksborg Amt. Allerede inden denne plan, der skulle udarbejdes af Sjællandsledelsen, var færdig, blev den afblæst. Det skete formentlig, fordi Den lille Generalstab var klar over, at Buhl, som var den eneste, der kunne udløse Brigadens overførsel, ikke ville beordre dette, før der var sikkerhed for, at den ikke ville komme i kamp med regulære tyske styrker.
Landsætningsplanerne forudsatte, at de tyske tropper var væsentligt svækkede, enten på grund af opløsning eller fordi, de var ved at forlade landet. Modstandsbevægelsen skulle være aktiveret og havde sikret et brohoved. De allierede skulle kunne yde luftsikring og rekognoscering og udføre bombning mod punktmål. Ordre til afgang skulle tilgå den fuldt mobiliserede Brigade ved Håckeberga senest kl. 12 for at 1. vendings landsætning skulle kunne være afsluttet en 1/2 time før solopgang. Såfremt Brigaden først skulle alarmeres, måtte påregnes to døgn ekstra.
Allieret eller svensk sikring mod tyske flådestyrker med maritime enheder ville være ønskelig – evt. måtte en allieret henvendelse til den svenske regering overvejes. Fast stationerede tyske vagtskibe skulle angribes enten af fly eller flådeenheder, evt. den danske flotille. Den i Sverige uddannede danske flystyrke påregnedes ikke indsat. Den planlagte hjælp af svenske panserenheder, der var forberedt efter aftale mellem Brigaden og den svenske forsvarsstab, krævede dels den svenske regerings godkendelse, dels 4 dages varsel. En forudsætning var det også, at man kunne få passende tonnage til rådighed til overførslen. Endelig forudsattes tilstrækkelig tonnage til rådighed i Malmö til overførsel af forsyninger.
For samtlige tre alternative operationsplaner gjaldt, at fortroppen på ca. 700 mand og 1. vending på ca. 1000 mand skulle udskibes fra Landskrona, Borstahusen og Ålabodema på dampskibe og fiskekuttere, medens 2. vending og transportfartøjerne med tungt materiel skulle udgå fra Malmö. Fartøjernes ruter og tidsangivelser for overførslen fremgik af planerne.
Ifølge operationsplan I skulle fortroppen med 7.5 knobs fart føres over Sundet på 2,4 time og 1. vending med 6 knobs fart på 2,5 time. Landsætningen skulle ske på strækningen Snekkersten-Espergærde, hvor et indledende, smalt brohoved skulle sikres. Når 1. vending var landsat, skulle brohovedet udvides til en linje over Tibberup-Nyrup Gd.-Rørtang- Hestens Bakke for at sikre landsætningen af 2. vending. Når denne var landsat, skulle hele styrken trækkes mod nord for at tage Helsingør og danne et brohoved om byen fra Borup Gd. – vest om Teglstrup Hegn – til Hellebæk, alt afhængig af de foreliggende dispositioner og ordrer fra modstandsbevægelsen.
I selve den skrevne ordre siges intet om landsætning i Helsingør Havn, men på operationskalken er angivet en pil pegende ind i havnen med påskriften ”Landgang her, hvis Helsingør er rømmet”.
Planerne er interessante derved, at de forudsatte et eventuelt samvirke med svenske flådestyrker og direkte indsættelse af engelsk-amerikanske fly samt med modstandsbevægelsen. For at få svenskerne til at medvirke forudsattes, som nævnt, en evt. allieret henvendelse til den svenske regering. En henvendelse, som Ebbe Munck-kredsen i samarbejde med den svenske forsvarsstabschef, general Ehrensvard, havde forberedt på vegne af ”Danmarks Frihedsraad og de fire store politiske, samarbejdende Partier, repræsenteret ved fhv. Statsminister Buhl”, og som de afleverede til statsminister Per Albin Hansson og udenrigsminister C. Giinther den 14. april.
Statsministeren fandt imidlertid henvendelsen uklog og afviste på det bestemteste svensk indgriben. På et senere møde, den 21. april, mellem Munck og Giinther var sidstnævnte dog knapt så afvisende, såfremt der skulle opstå en kaos-situation i Danmark, hvilket han dog ikke anså for sandsynligt. I en anden sammenhæng, nemlig i en samtale med den tyske legationsråd Duckwitz den 28. april, anvendte Per Albin Hansson dog muligheden for svensk intervention i Danmark som et pressionsmiddel, idet han anførte, at en eventuel tysk slutkamp i Danmark ville være helt udsigtsløs: ”Eine derartige sinnlose Zerstorung wird sich Schweden eventuel durch Intervention wiedersetzen”’.
I dagene mellem den 20. april og den 2. eller 3. maj opholdt general Dewing sig i Sverige sammen med medlemmer af sin stab og repræsentanter for SFHQ, deriblandt Lt. Commander Hollingworth. Udover at inspicere Brigadens feltøvelser omkring Håckeberga og sætte sig ind i Brigadens nyeste planer for overførslen, forhandlede Dewing og Hollingworth også med de danske repræsentanter i Stockholm om problemerne omkring signalsystemet i forbindelse med Brigadens udløsning.
Udgangspunktet var den af Ebbe Munck kendte dansk-svenske aftale om, at Buhl skulle sende en kodemelding til Per Albin Hansson for at få Brigaden hjem. Buhl skulle således give ”gult lys” for udløsningen. Derefter skulle der gøres klar til at afsende Brigaden, hvilket skulle ske, når SHAEF gav ”grønt lys” fra Dewing, dels via major John Ray, der netop var ankommet som SHAEFs forbindelsesofficer til Knudtzon i Sverige, dels via Ole Lippmann til Gørtz i Danmark.
Selv om Buhl, som den eneste, kunne få svenskerne til at lade Brigaden slippe ud af Sverige, så kunne SHAEF i virkeligheden holde den tilbage i Sverige, såfremt de allierede fandt det ønskeligt. På et møde i den svenske forsvarsstab gjorde Dewing i sin egenskab af repræsentant for Eisenhower og dennes forbindelsesmand til Brigaden, det klart, at SHAEF opstillede følgende tre hovedforudsætninger for, at Brigaden kunne sættes ind:
1. Fuldstændig koordination mellem 21. Army Group og DANFORCE.
2. De tyske styrker på Sjælland skulle være så decimerede, at DANFORCE kunne klare sig.
3. Den tyske flåde måtte være på det nærmeste ikke-tilstedeværende i farvande omkring Øresund, eftersom man ikke ville kunne regne med støtte fra allierede søstridskræfter under overførslen.
Med Brigadens feltenheder samlet til feltøvelser omkring Håckeberga ca. 30 km øst for Malmö, med flotillen klar i Karlskrona, med planlægning og forberedelser til overførsel tilendebragt og signalsystemet for udløsning af Brigaden fra Sverige klarlagt, var alt rede til, art det tidspunkt skulle indtræffe, som alle i Brigaden med længsel ventede på.
Kilder
Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945. Dens tilblivelse og skæbne, Nielsen, K.V.
Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.
Den Danske Brigade i Sverige, Schaiffel-Nielsen