Brigaden vender hjem 

Den 29. april 1945 begyndte begivenhederne at tage fart. Kl. 03.00 blev general Knudtzon vækket af den vagthavende officer, som meldte, at der var indløbet en rapport om, at dr. Best havde forespurgt, om danskerne kunne modtage den tyske kapitulation og yde tyskerne sikkerhed i forbindelse med internering. Da Knudtzon også fra anden side havde hørt rygter i samme retning, beordrede han straks de forberedte indkaldelsesordrer til »hjemsendt« personel udsendt. Chefen i Karlskrona fik ordre til at forberede 2 timers beredskab, samtidig fik han svensk tilladelse til at ombordtage 40 mm ammunition på torpedobåden Havkatten. 

Generalen anmodede endvidere de svenske myndigheder om tilladelse til at forlægge flotillen til Malmö, hvortil også transportfartøjerne ønskedes koncentreret med 12 timers beredskab. Samme dag gav den svenske forsvarsstab tilladelse til udlevering af al feltudrustning og ammunition til Brigaden ved Häckeberga. 

Den 30. april blev en travl dag for de svenske myndigheder. Forsvarsstabschefen forelagde regeringen ønsker om gennemførelse af visse beredskabsforanstaltninger, og repræsentanter for Eisenhower anmodede om stabssamtaler med henblik på at få klarhed over, hvorledes svenskerne ville være i stand til at medvirke til at få afsluttet besættelsen af Norge og Danmark. Også spørgsmålet om den danske flotilles forlægning til Malmö skulle forelægges regeringen. Ved 18-tiden kom der et positivt svar på sidstnævnte henvendelse, og i løbet af natten til 1. maj skete forlægningen under svensk eskorte. 

I løbet af aftenen den 30. april og morgenen den 1. maj modtog den svenske forsvarsstab alarmerende meldinger om tyske troppebevægelser på Sjælland, som tydede på, at tyskerne var ved at forlade øen. Da general Knudtzon fik melding herom, besluttede han at oprette en fremskudt kommandostation i Malmö, hvortil ritmester Leschly blev befordret med et svensk bombefly. Knudtzon bad også om tilladelse til at flytte styrken ved Ruds Brunn til Malmo, og ifølge major Peterséns oplysninger til forsvarsstabschefen overvejede han også at anmode om tilladelse til at overføre Brigaden. 

Til trods for, at såvel Knudtzon som general Ehrensvärd nøje kendte bestemmelserne for Brigadens udløsning, beordrede den svenske forsvarsledelse Militærområde I til at forberede transport i løbet af 1. maj af de danske styrker til vestkysthavnene i overensstemmelse med den af Brigaden udarbejdede transportplan. Ehrensvärd beordrede endvidere de svenske eskortejagere til at forblive i Øresund. 

Major Carl von Horn, som om formiddagen den 1. maj fløj til København, kunne om aftenen melde til Stockholm, at de tyske troppebevægelser på Sjælland skyldtes koncentration af styrker i Køge Bugt af frygt for en russisk landsætning, og at to tyske krydsere – Nürnberg og Prinz Eugen – stadig lå i København. De falske rygter om tysk rømning havde altså imidlertid fået såvel den svenske forsvarsstab som general Knudtzon til at træffe forberedelser til Brigadens hurtige hjemvenden. 

Man måtte dog hurtigt slå koldt vand i blodet. Om aftenen den 1. maj modtog udenrigsministeriet nemlig et ciffertelegram fra en af dets embedsmænd, som også forhandlede i København. Telegrammet havde følgende ordlyd: 

”For statsministeren = Buhl, Hedtoft-Hansen og H. C. Hansen understreger indtrængende vægten af det givne løfte om, at ingen polititropper tillades at forlade Sverige uden kontakt med politikerne. Buhl har over for mig understreget, at kommunismen i Danmark ville miste sine udviklingsmuligheder, såfremt den tyske besættelse ophører uden kamp”. 

Telegrammet fik den ønskede virkning i Sverige. Da de svenske socialdemokratiske ministre vendte tilbage efter at have deltaget i 1. maj-møder rundt om i landet, kunne Ehrensvärd notere, at forsvarsminister Skjold havde bemærket ”at statsministeren på grund af meddelelsen fra København var yderst urolig for at »provokere« noget i Skåne eller Øresund. Derfor burde de svenske jagere trækkes bort”. Han var også urolig for forberedelserne med hensyn til klargøring af transportfartøjerne. De svenske kystjagere forblev dog i Øresund. 

Også på den danske side af Øresund var aktiviteten livlig. Gørtz bad den 2. maj Lt. Commander Hollingworth, der stadig var i Stockholm, om at sørge for, at SHAEFs ordre om, at han overtog den operative ledelse i Danmark, kom senest, når ordren om open resistance på Sjælland var umiddelbart forestående. 

Natten til 2. maj rapporterede den svenske minister von Dardel, at sammensætningen af en dansk regering var klar, og at dr. Best var klar til at aflevere den tyske kapitulation. 

Den 4. maj om morgenen var situationen ved Brigaden følgende: General Knudtzon og en del af hans stab var stadig i Stockholm. Et mindre antal danske officerer og øvrigt personel fulgte fortsat uddannelsen ved svenske enheder. 

I kantonnementet ved Häckeberga var Brigaden på omkring 4550 mand rede til afgang. I Malmö var arbejdskommandoet klar til at sørge for overførsel af det materiel, som for dansk regning var oplagt i depot. Derimod var den forberedte flytning af ordenspolitistyrken fra Ryds Brunn ikke gennemført. I Tingsryd lå et panserværnskompagni, som havde påbegyndt uddannelsen så sent som den 28. april. 

Den danske flotille, der 1. maj var ankommet til Malmö, omfattede en torpedobåd, tre minestrygere, ni patruljefartøjer samt en motorbåd. Isbryderne Mjølner og Holger Danske og otte lejede transportfartøjer samt en del af den såkaldte Svitzerflotille lå også i Malmö. Resten af Svitzerflotillen lå i Landskrona. Her og i andre havne – dog ikke Hälsingborg – lå yderligere nogle danske skonnerter og motorbåde samt lejede svenske fiskekuttere.

Chefen for Øresunds Marinedistrikt rådede i Malmö over to jagere af Ehrenskjold-klassen, nogle torpedobåde, to større og seks mindre minestrygere samt 20 patruljebåde. Ved distriktet udarbejdede man på ordre fra chefen for Forsvarsstabens Marinoperationsafdeling i løbet af aftenen den 3. maj og den 4. maj to alternative planer for beskyttelse af overførslen. 

Besked om den tyske kapitulation

I general Knudtzons stab i Stockholm hørte man i svensk radio kl. 20.25, at kapitulationen ville træde i kraft den 5. maj kl. 08.00. Kort efter meldte docent Söderman, at han havde opsøgt statsministeren, som havde gjort ham klart, at ingen danske tropper måtte forlade Sverige, før han havde modtaget anmodning derom fra Buhl. 

I pressehovedkvarteret, som 1. maj var oprettet i Malmö, hørte Ebbe Munck meddelelsen om kapitulationen. Han begav sig straks til Pilkens modtagestation ved Limhamn, hvor Nordentoft opholdt sig. Endnu kl. 22 havde man intet hørt fra København. Nordentoft bad derfor Munck om i motorbåd at tage til København for at få rede på, hvorfor frigivelsessignalet ikke var indløbet. På vej ned ad trappen blev han kaldt tilbage. Meddelelsen om at ”Hans er blevet syg” indløb. Netop som det signal, der efterfulgte kodeordet – og som indleder denne artikel – var ved at indløbe, ringede Mørch fra Stockholm. Han fik derfor straks dikteret signalet til viderebefordring til Knudtzon. 

Kl. 22.45 blev forsvarsstabschefen, general Ehrensvärd, ringet op af statsministeren, som meddelte ham, at de danske tropper skulle sendes hjem den 5. maj om morgenen. 

Den 4. maj kl. 22.00 var kommandørkaptajn E H.Kjølsen, chefen for Brigadestabens marineadeling, med tog ankommet til Malmö fra Stockholm. Ved 23-tiden gav Knudtzon ham telefonisk ordre til at lade skibene gøre klar til afsejling til Hälsingborg, så snart svensk tilladelse forelå. Omtrent samtidig fik chefen for marinedistriktet sejltilladelse for såvel den svenske eskorte som de danske fartøjer. Kl. 00.30 indløb så ordren til Kjølsen om, at alle fartøjer, med undtagelse af de svenske transportfartøjer, skulle afsejle til Hälsingborg. 

For så vidt angik transporten af styrkerne fra Häckeberga til Hälsingborg var der indledningsvis nogen uklarhed. Ved Milo I modtog man kl. 21.00 ordre til at holde en times beredskab ved de transportenheder, som skulle motortransportere de danske styrker. Kl. 22.40 fik man meddelelse om, transporterne først kunne forventes beordret efter kl. 08.00 den 5. maj. Men kl. 23.45 kom imidlertid ordre til at gennemføre transporterne i løbet af natten, så enhederne var klar til overførsel til Helsingør fra kl. 06.00. 

Kort før midnat af gik en dansk rekognosceringsstyrke med egne køretøj er og fra kl. 01.30 påbegyndtes transporterne af resten af de danske enheder ad ruten Genarp – Lund – Landskrona – Hälsingborg, idet politi fra Lund sørgede for vejvisning. Om morgenen kl. 05.00 var alene feltlazarettet tilbage i Häckeberga. 

Undervejs til Hälsingborg ombord på Mjølner udarbejdedes under Kjølsens ledelse de endelige detaljer vedrørende fordelingen af den tU indskibning bestemte styrke samt øvrigt vedrørende formation, sikring, kajplads i Helsingør m.v. Som situationen udviklede sig, viste det sig muligt at gennemføre overførslen udelukkende på dansk køl. 

Samtidig begav ritmester Leschly sig i bil fra Malmö til Hälsingborg for at træffe aftaler med havnemyndighederne og modtage styrkerne fra Häckeberga. Han ankom kl. 04.30 og fik straks kontakt med havnekaptajnen, med hvem han aftalte forskellige indlastningsspørgsmål. 

Da regimentschefen, oberstløjtnant F. L. Hvalkof, ankom kl. 06.00 – samtidig med at Mjølner løb havnen ind – blev han orienteret om justeringerne til de forberedte planer. Den eneste ændring til den forudsete troppeinddeling blev, at man lod de tunge våben fra V. bataljon, som var forudset at skulle indgå i fortropsbataljonen, forblive ved V. bataljon, da overførslen nu kunne forudses at finde sted under fredsmæssige forhold. Der var derimod ændret på de fartøjer, som man i planen havde udpeget til de forskellige enheder, idet man var henvist til at benytte den tonnage, der lå på det korteste varsel. Endvidere rekvirerede man den oplagte færge Dan, hvorved mulighederne for overførsel af køretøjer øgedes betydeligt. Under indskibningen opstod mindre vanskeligheder, fordi enhederne ikke som forudsat havde udpeget førselsofficerer. En instruks til disse var udsendt den 2. maj, men af ukendte årsager var den ikke kommet enhederne ihænde. 

Kl. 07.15 ankom general Knudtzon, stabschefen, kaptajn Norup og SHAEFs forbindelsesofficer, major John Ray, efter at være fløjet fra Stockholm til Ljungbyhed i et svensk bombefly. På dette tidspunkt var de første enheder ankommet til havneområdet og fra kl. 08.00 påbegyndtes indskibningen. 

Afgangen med den første transport, ialt ca. 2000 mand, blev forsinket og skete først kort efter kl. 10.00, idet man ønskede at undgå sammenstød med en tysk torpedobåd og nogle ubåde, der netop, som man var klar til afgang, var på vej gennem Sundet på nordlig kurs. Den svenske øverstkommanderende, general Jung, som også var kommet til Hälsingborg, beordrede de svenske eskortefartøjer til at følge med ud midtsunds, men ikke længere. 

Ved 13-tiden var størstedelen af Brigaden i land i Helsingør. Det meste af det tunge materiel var overført ved 10-tiden. Overførslen var dog først tilendebragt den 6. maj. På dette tidspunkt var 4759 mand og ca. 3500 t krigsmateriel og køretøjer bragt hjem til Sjælland. 

Efter en overstrømmende velkomst i Helsingør, men også en kort skudveksling i havnen om eftermiddagen, rykkede Brigaden den 6. maj til København, hvor velkomsten ikke var mindre entusiastisk, men også med kortvarige ildkampe med Hipo-folk og enkelte tyskere. Under march ad Jagtvejen-Falkoner allé mistede IV bataljon tre brigaderer under et ildoverfald fra hustagene på hjørnet af Jagtvej og Rantzausgade. En faldt på stedet, medens to hårdt sårede døde få dage senere.

Brigaden blev hurtigt fordelt til bevogtningsopgaver. De fire lette bataljoner blev sendt til Jylland, hvor hovedparten af styrken indgik i det nyoprettede grænsekommando, medens V. bataljon forblev i København og på Sjælland. 

Den 10. juli opløstes Brigaden og personellet hjemsendtes. 

Kilder

Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945. Dens tilblivelse og skæbne, Nielsen, K.V.

Brigaden – Den Danske Brigade i Sverige 1943-1945, Jespersen, Knud J.V.

Den Danske Brigade i Sverige, Schaiffel-Nielsen