Flyverstyrke

Blandt de danske soldater, som flygtede til Sverige under Anden Verdenskrig, var også personel fra Hærens Flyvertropper og Søværnets Flyvevæsen. Efter forhandlinger med de svenske myndigheder, herunder det svenske Flyvevåben, opnåede man i marts 1944 tilladelse til, at 10 danske flyverofficerer kunne følge uddannelsen ved svenske flygflotilljer. Uddannelsen foregik ved forskellige enheder, således at det danske islæt – af hensyn til den svenske neutralitet – ikke var for tydeligt. Indledningsvis var der mere tale om iagttagelse end egentlig uddannelse, men efterhånden kom der mere skred i tingene.

Uddannelse

Efter yderligere forhandlinger blev der givet tilladelse til at en egentlig praktisk, krigsmæssig flyveruddannelse kunne gennemføres, ligesom danske flymekanikere kunne gøre tjeneste ved det svenske flyvevåbens enheder.
Fra 16. oktober til 20. november 1944 blev der afholdt kurser for bombeflyvere ved eskadrillerne i Karlsborg og Östersund, og kursus for jagerflyvere i Göteborg. Uddannelsen var intensiv og der øvedes skydning fra flyvemaskine, bombekastning, luftkamp, formationsflyvning samt forskellige blindflyvningsdiscipliner. Afslutningsvis gennemførtes en større fællesøvelse, hvor man øvede samarbejde med jordtropper, blandt andet pansertropper. Der blev nu indledt forhandlinger om levering af materiel til Brigadens Flyverstyrker – materiel, som skulle leveres ved Brigadens mobilisering.

Der blev nu udarbejdet udkast til organisering af styrken, inklusive mobiliseringsplaner, som blev godkendt af svenskerne. Tidligt i foråret 1945 blev styrken samlet i tre taktiske grupper og en stabsgruppe. Hver gruppe havde sine egne signalfolk og teknikere, og hver gruppes ældste officer havde det direkte ansvar for uddannelsen. Uddannelsen foregik efter instrukser og anvisninger, som var udarbejdet med henblik på indsættelse sammen med Brigadens feltenheder.

Forhandlinger om at få stillet mere moderne materiel til rådighed blev fortsat og det blev yderligere – på allerhøjeste plan – drøftet, om det danske personel kunne blive sendt til England for en sidste afpudsning af uddannelsen. Det første ønske blev indfriet, men det andet ikke.

Den Danske Brigade rådede over 15 piloter, der blev uddannet af det svenske flyvevåben. I 1945 blev det udlånt 15 stk. B 17C til Brigaden. Flyene blev malet i danske farver, og var den 5. maj 1945 klar til at blive fløjet til Danmark med den øvrige brigade, der blev landsat i Helsingør. Flystyrken fik dog aldrig landingstilladelse i Danmark, og blev derfor i Sverige. De danske piloter og mekanikere måtte i stedet, syv dage efter befrielsen, komme til Danmark ad land- og søvejen. Den svenske stat tilbød Danmark at erhverve de 15 fly, men befrielsesregeringen var ikke interesseret.Saab 17 blev fremstillet i tre grundversioner; A, B og C, hver især baseret på tre forskellige motorer: 17A med en svensk fremstillet Pratt & Whitney Twin-Wasp med 1065 hk, 17B med en licensfremstillet britisk Bristol Mercury XXIV på 890 hk og 17C med en italiensk Piaggio P XI med 1.020 hk, en motor som det svenske forsvar købte i forbindelse med køb af det tilsvarende italienske fly Reggiane Re.2000. Alle tre motorer var luftkølede stjernemotorer.Udover de forskellige motorer kunne flyet udstyres med forskellige typer af understel. Der blev fremstillet varianter med hjul og med pontoner. Hjulene kunne udskiftes med ski i felten om vinteren.- B 17A – Bombefly med 1050-1200 hk Pratt & Whitney R-1830-S1C3G Twin Wasp motor; 132 stk. fremstillet- B 17B – Bombefly med 980 hk Svenska Flygmotor Aktiebolaget (SFA)-bygget Bristol Mercury XXIV motor; 55 stk. fremstillet- S 17BL – Rekognosceringsfly med hjul i landingsstellet; 21stk. fremstillet. S’et står for spaning ((svensk): rekognoscering).- S 17BS – Rekognosceringsfly med pontoner; 38 stk. fremstillet- B 17C – Bombefly med 1040 hk Piaggio P.XIbis R.C.40D motor; 77 stk. fremstillet (Kilde: Danmarks Tekniske Museum). Der er i dag bevaret i alt fem Saab 17. Det svenske militære flyvevåbenmuseum i Linköping har to fly i samlingen, en Saab 17BL og en B 17A, hvor sidstnævnte er i flyvedygtig stand. En B 17A er udstillet på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. To tidligere etiopiske B 17A’ere blev opdaget i 1990’erne og købt af en samler fra Sydafrika. Disse to fly er sidst blevet flyttet til Litauen, men flyenes skæbne herefter er ikke klar.

Med udsigt til nye maskiner blev der nu planlagt omskolings- og repetitionskurser i Kalmar, Karlsborg og Östersund. På grund af den udenrigspolitiske situation blev der dog givet tilladelse til at forlægge hele uddannelsen til Såtenäs. Hele styrken blev således samlet et sted, hvilket klart lettede kommandoforhold og mobilisering. Værterne var Kungliga Skaraborgs Flygflottilj – F 7 – der var stationeret på Flygfält Såtenäs, syd for Vänern, og den 4. maj 1945 var alt personel samlet her. I løbet af dagen blev besætningerne og jordpersonellet indkvarteret, og om aftenen samledes man til et kammeratligt møde. Det hyggelige samvær efter middagen blev dog brat afbrudt af nyheden om den tyske kapitulation.

Klar til kamp, men…

En hektisk aktivitet gik nu i gang og der blev truffet foranstaltninger til et hastigt opbrud. I løbet af natten blev 121 maskiner gjort klar og påmalet danske nationalitetsmærker, således at alt var klar til en øjeblikkelig start, tidligt om morgenen den 5. maj.

På grund af tekniske vanskeligheder lykkedes det ikke at få forbindelse til Brigadestaben og man søgte derfor – gennem det svenske Flyvevåben – om tilladelse til at flyve til Danmark med det materiel, som nu var stillet til rådighed.

Flyvevåbnets chef var yderst forstående, men så sig, henset til den delikate udenrigspolitiske situation, nødsaget til at henvise afgørelsen til den øverstkommanderende, hvorfra anmodningen via Forsvarsministeriet gik videre til den svenske regering.

Ud på eftermiddagen kom svaret, at Brigadens Flyverstyrker kunne få starttilladelse, hvis den nu hastigt sammentrådte danske regering ønskede flyvernes medvirken. Gennem den danske gesandt lykkedes det nu for Flyverstyrkernes chef at få forbindelse til Statsministeriet, hvor man dog ikke mente, at sagen havde nogen interesse!

Flyene kom således, trods de ihærdigste anstrengelser, ikke i luften og Flyverstyrkerne deltog således ikke i Brigadens ankomst til Danmark og indtoget i København.

Tiden derefter

I Såtenäs, hvor alt var klar og forberedt ned til mindste detalje, var skuffelsen stor og stemningen blandt soldaterne på nulpunktet. Flyveuddannelsen fortsatte de næste dage, men gejsten manglede helt. Man afventede med største utålmodighed, hvad der nu skulle ske.

Den svenske regering tilbød nu Danmark at overtage Flyverstyrkernes materiel, for en rund sum på 2 millioner svenske kroner. Materiellet omfattede:
15 fly af typen SAAB B-17 C, med fuldt udstyr, samt værktøj, reservedele, værkstedsudstyr, sikkerhedsmateriel og kontrolinstrumenter – alt i henhold til de svenske krigsudrustningslister. Endvidere reservemotorer, jordradiostation, pejlestation, signaludrustning, motorkøretøjer, brændstof, våben, ammunition, bomber, lægemateriel og flyverudrustning.

De måske ikke helt upartiske flyvere mente, at der var tale om en ren foræringspris og der blev lokalt truffet foranstaltninger til at få hele denne udrustning transporteret til Danmark, men så kom ordren: ”Rejs hjem snarest – med tog!” 17 timer efter var hele styrken i Danmark. Trods glæden over at være hjemme, var det dog en sørgmodig flok, der gik i land i Helsingør ved midnat den 12. maj 1945. Gensynsglæden blev sløret af følelsen af ikke at have været med ugen før, hvor den øvrige Brigade gik i land. Nu kom man som efternølere – uden hverken flyvende eller rullende materiel!

Planerne for indsættelse i Danmark

Set i lyset af de flyvende brigaderers let forståelige skuffelse, er det er interessant at bemærke, at de planer, som forelå for en krigsmæssigt præget landgang i Danmark, ikke regnede med indsættelse af Brigadens Flyverstyrker til støtte for operationerne.

Dette formentlig skyldes, at styrken ansås for ubetydelig og uøvet i samarbejdet med allierede flystyrker. Til den første antagelse må det siges, at Flyverstyrkens uddannelse nok havde taget sigte på et samarbejde med Brigadens feltenheder, men at 12-15 fly ikke ”fyldte” meget. Den sidste antagelse er ubestridelig, da man trods den udprægede svenske satsning på den vindende side i krigens sidste år, ikke opnåede tilladelse til at få Flyverstyrken færdiguddannet i England.

Tilsyneladende forudsatte planerne, der blev færdiggjort i april 1945, allieret – og måske endda svensk – luftstøtte, men begivenhedernes hastige udvikling gjorde, at der ikke for alvor kom gang i disse overvejelser. Den allierede luftstøtte skulle i givet fald være kommet fra 83rd Air Group, der var en del af 2nd Tactical Air Force.

Chefen for Brigadens Flyverstyrker gør dog opmærksom på, at opholdet i Sverige ikke var forgæves. 15 danske piloter fik en værdifuld uddannelse og derved mulighed for at følge med i flyvningens rivende udvikling i løbet af krigen. Man havde i kraft af en professionel indsats fra både flyvere og jordpersonel høstet stor respekt og goodwill hos de svenske samarbejdspartnere, som til gengæld havde vist en udstrakt hjælpsomhed. Den måske væsentligste erfaring, som kom efterkrigstidens danske forsvar til gavn, var, at personel fra Hærens Flyvertropper og Søværnets Flyvetjeneste havde fungeret som en enhed, hvilket tegnede godt for det selvstændige enhedsflyvevåben, der så dagens lys i 1950.

Brigadens Flyverstyrkes flag fra Brigadesamlingen (Foto: Michael Boe Laigaard)

Kilder

Chakoten.dk

Den danske Brigades Flyverstyrker 1944-1945 af oberst Vagn Holm, manuskript fra foredrag i foreningen ”Danske
Flyvere”, 14. januar 1975

Den danske Brigade – Den danske flyverstyrke og deres fly i Sverige under krigen af Niels Helmø Larsen, særtryk
af medlemsbladet for Dansk Flyvehistorisk Forening Nr. 2/1985.