29. august 1943

”Den 29. august 1943 om aftenen hørte min mor via den engelske BBC-radio, at artilleriskibet Niels Juel var blevet sænket af tyskerne i Kattegat og at alle 325 ombord var døde. Da jeg så ringede til min mor den 30. august , fik hun lidt af et chok, for hun havde naturligvis troet, at jeg også var død. Jeg var nemlig søløjtnant af 2. grad, og gjorde tjeneste på Niels Juel,” fortæller tidligere kontreadmiral I. B. Rodholm, der i 1943 var 22 år gammel

Artilleriskibet Niels Juel blev søsat i 1918. Det skulle egentlig have været udstyret med fire 30 centimeter kanoner, men de blev sparet væk. I 1930-erne fungerede det i en periode som kongeskib for Christian den 10’ende. Skibet lå den 29.august 1943 i Holbæk i den sydlige ende af Isefjorden. Skibet havde nu fået ti store 15 centimeter kanoner og efter datiden et moderne ildledelsessystem. Det var før radaren blev opfundet. ”Kl. 04.15 den 29. august efter jeg havde sluttet min hundevagt fra 24-04 blev vi alle purret og der blev gjort ”klart skib”. Det betød at alle, der ikke havde vagttjeneste skulle være under dæk, undtagen kokken, der var for tyk til at komme gennem lugen. Forholdsordren var enten at søge til Sverige eller ødelægge skibet. Vi gjorde derfor klar til afgang og stablede granater og detonatorer op på dækket. Hver vejede 50 kg. Hver kanon kunne affyre en granat i minuttet,” husker Rodholm.

Niels Juel sejlede fra Holbæk til Hundested. Her fik man at vide, at tyskerne havde udlagt spærreminer ved indsejlingen til Isefjorden. Ingen troede dog på det . I stedet ville skibets chef forsøge at snige sig langs kysten ud i Kattegat. ”Jeg havde fra min position ombord opdaget en tysk minestryger og to motortorpedobåde uden for indsejlingen, men chefen ønskede ikke, at vi skød, fordi han håbede at kunne narre dem. Kl. 0855 blev vi i stedet angrebet af tyske fly, der skød med maskingeværer og smed bomber. To bomber faldt tredive meter fra skibet. Al strømforsyning forsvandt og alle elektriske installationer faldt ud. Efter opstart af diselgeneratorerne kom strømmen dog tilbage. Vi fik gang i skibet og svarede igen med antiluftskyts, der ramte et tysk fly. Under det næste flyangreb blev min kvartermester såret og de tyske bomber skabte voldsomme rystelser ombord. Lyset gik ud og sprængstykker og kugler fløj om ørene. Samtidig blev skibssiden trykket ind og vore to torpedoer blev sat i gang i afskydningsrørerne, dog uden at gå af,” siger Rodholm.

SPILLEDE KONG CHRISTIAN I HØJTALERNE

Efter given ordre skulle ”Kong Christian” spilles over skibets højtaleranlæg, når Niels Juel optog kampen. Da skibets antiluftskyts åbnede ild troede radiobesætningen at kampen var begyndt og derfor blev nationalsangen spillet. Det var dog ikke tilfældet, så skibets chef kommandørkaptajn Carl Westermann måtte tage en vanskelig beslutning. Skulle han fortsætte kampen og risikere 325 mands død eller sætte skibet på grund? I mellemtiden var der dukket en dansk søofficer op med ordre fra Marineledelsen i København om at overgive skibet til tyskerne.

”Da ordren sandsynligvis var givet efter tysk tvang, nægtede vi at adlyde. I stedet løb vi for fuld kraft Niels Juel på en sandbanke. Smed alt brugbart udstyr overbord og lukkede søventilerne op i bunden, så der fossede 2500 ton vand ind. Den sprængladning vi havde anbragt virkede nemlig ikke. Vi havde fem sårede heriblandt den hårdt sårede kvartermester som i motorbåd blev bragt i land, hvor kvartermesteren døde et par dage efter. Resten blev ombord og lå og ventede i køjerne med vandet ti-femten centimeter fra køjekanten. Den 30. august om morgenen kom en tysk officer ombord og på den tyske admiral Dänemarks ordre blev besætningen interneret i Nykøbing og officererne sejlet til Holmen. Vi følte alle, vi havde genvundet lidt ære fra den 9. april 1940,” siger I. B. Rodholm, der senere kom til Sverige og gik ind i Den Danske Brigade.

Hvor var du den 9. april? / Hvilke følelser gik igennem kroppen på dig den 9. april?

Jeg var delingsfører på rekrutskolen. 9. april var ganske forfærdelig, og det er jo ikke hver dag man ser sin chef stå og græde. Det var rædselsfuldt og en barsk oplevelse at se sit land blive besat. Det var den værste nyhed da min chef fortalte at vi havde kapituleret.

Vi kunne have gjort meget mere den 9. april. Den danske regering mistede på det tidspunkt min respekt. Før den tyske besættelse holdte Stauning en tale i Lund og sagde at Danmark var jo ikke nogen stænkehund – altså kan han ikke holde sin kæft – når regeringen derefter lader sig vade over.

Til at begynde med gjorde vi jo modstand – jeg tror der var 18 mennesker der faldt – men altså, hvis man ikke ønsker at gøre modstand, hvorfor skulle vi så ofre 18 mand? Nej… Jeg var altså ikke særlig imponeret over vores politikere og det var der mange officerer der heller ikke var.

Hvordan oplevede du den 29. august og augustoprøret?

Jeg sejlede med Niels Juel, som for at sige det ud var en gammel møgspand. Den blev søsat i 1918 og politikerne spekulerede jo meget på, hvad man nu skulle bruge den til… Men ifm. 29. august prøvede vi jo på at komme over til Sverige, men vi blev angrebet at det tyske Luftwaffe. I Issefjorden var der en batalje hvor tyskerne skød på os og vi skød på dem. Vi kunne ikke slippe ud af Issefjorden, så det endte med at vi sendte skibet på grund og prøvede på at springe det i luften, men sprængstoffet vi havde placeret, fungerede ikke. Så vi nøjes med at sejle skibet på grund og hive bundproppen.

Derefter blev vi krigsfanger. Det var jo den rene parodi. Tyskerne mente jo ikke sådan videre at de kunne frigive os, så vi blev interneret. Men jeg måtte fx stadig få besøg af min forlovede, og den tyske soldat der skulle bevogte os var nu ikke særlig meget værd.

Vi blev godt behandlet. Borgerne i København hørte jo at der var nogle danskere der nu var interneret og de synes jo at de krigsfanger skulle have det godt, så de sendte hele tiden lækker mad til os, så vi havde travlt med at beslutte os for hvilken slags mad vi skulle have de forskellige dage. Vi var tilfangetaget indtil den 24. oktober 1943. Tyskerne var jo lede og kede af os, for de skulle bruge mandskab på at passe på os. Så halvdelen af os blev frigivet og fik lov til at gå i land. Tyskerne uddelte spadser-kort, så vi indførte den regel at 1/6 af os skulle være interneret hver dag og resten af os gik i land. Det gik fint. Men Himmler havde jo bedt Hitler om at få overført de danske soldater til Tyskland og blive inkorporeret i Waffen SS. Det havde vi jo ikke spor lyst til.

Den sande historie om den 29. august er jo ikke rigtig kendt, og hvorfor man aldrig nævner det i radio og TV der fortæller om den 29. august, det ved jeg ikke, men det de springer over er væsentligt, for hvis de der ikke lystrede ordrer ikke havde gjort det, så var der ikke blevet en 29. august. Der var noget dengang der hed Holmens Vagtkompagni og det var en af mine gamle klassekammerater der var chef for dem, og da tyskerne ankom, så var der en bro over til resten af Sjælland og Holmen og den var hejst, og man kunne ikke få den ned igen. Så tyskerne måtte køre udenom, og mens de kørte udenom var det altså at flåden blev sænket. De havde ikke nået at sænke flåden, hvis den mand ikke havde været så snarrådig at hejse broen. Det bør man nævne når man fortæller historien om 29. august.

Hvilken betydning tror du at det havde, at man sænkede flåden?

Flådens sænkning kom jo efterfølgende på forsiderne af de amerikanske aviser. Det var så vidt jeg ved, det der gjorde, at de allierede fandt ud af at Danmark ikke ville samarbejde med tyskerne.

Det hører jo også med sig at den danske forsvarsminister sagde at vi ikke måtte gøre modstand, og så sagde chefen for søværnet at hvis vi ikke gør modstand nu og her, så er jeg ikke længere chef for søværnet. Så det gjorde altså et stort indtryk at man sænkede flåden.

Hvordan blev du løsladt af tyskerne efter d. 29. august?

Det var jo også lidt en parodi. Tyskerne kom og sagde at hvis vi skrev under på at hvis vi ikke ville modarbejde tyskerne, så ville vi blive løsladt. De kunne rende og hoppe – det bestemte vi selv.

Efterfølgende var jeg med til at sejle jøder til Sverige, og derefter blev jeg så sendt til Sverige for at være med til at etablere Den Danske Brigade.

Hvordan oplevede du folkestrejken?

Det oplevede jeg jo på afstand, da jeg var i Sverige. Jeg hjalp jo i al beskedenhed med at fragte jøder til Sverige, og vi var jo derovre hvor vi kunne følge med i hvad der skete i Danmark, men vi måtte jo ikke tage hjem før svenskerne gav grønt lys.

Hvordan endte du med at blive en del af den danske brigade?

Hvordan kom du til Sverige?

Vi havde nogle både der var danskbemandende og de sejlede ofte over. Bådene blev sejlet af to søofficerer og tyskerne fandt aldrig ud af hvem de var.

Hvordan oplevede du ankomsten til Sverige (og Sofielund)?

Til at begynde med agerede jeg tømrer, da vi jo skulle bruge træ til vores foretagende. Desuden satte svenskerne os til at hugge det træ, som de ikke selv gad at hugge. Vi var i god fysisk form.

Hvordan fik i stiftet brigaden?

Det startede med at 500 mand blev uddannet, men efterhånden blev det hele jo så omfattende, at de 500 mand blev til 5000. Så vi blev altså organiseret som en hær. Hærens officerer mente jo at vi skulle føre lynkrig. 5000 mand mod en kvart million tyske soldater. Det var det rene vanvid.

Hvilke mennesker var en del af brigaden?

Det var flygtninge. Der var en hel del af dem der blev indskrevet der var studerende. De blev opsøgt og opfordret til at melde sig. De var givetvis ikke synderligt tilfredse med at skulle blive en del af en kampstyrke, men de fik altså regulære skideballer og opfordret til at melde sig.

Der var også mange jøder der blev en del af brigaden, hvor det var min opfattelse at mange virkelig ønskede at kæmpe. Efter krigen var der historier om at jøderne blev dårligt behandlet, men det er det rene løgn.

I flotillen havde alle erfaring som tidligere besætningsmedlemmer ombord på skibe. Men rent forsvarsmæssigt var de meget uerfarne. Vi havde tre minestrygere og nogle kutter, der kom derover, samt en gammel patruljebåd. Vi måtte jo bruge det som lå for hånden, og det var er sørgeligt syn da flotillen kom hjem. Patruljebåden burde have været hugget op, så gammel var den, og de tre minestrygere var lavet at træ. Der var også kommet noget som hed magnetminer

Hvordan var kampmoralen?

Den var delt. Mange prøvede at komme til England for at komme i kamp så hurtigt som muligt, og det lykkedes også for nogle. Der var mange der ville slås og stemningen var meget krigerisk blandt disse i brigaden.

Hvilken enhed blev du en del af? / Hvad var din rolle i brigaden?

Jeg var befalingsmand og var med til at etablere flotillen. Man skal jo ikke tro at det danske forsvar, dengang, var det samme som i dag. Altså, der var jo hæren på den ene side og søværnet på den anden.

Hvordan var livet i lejren?

Den var god. De svenske mænd var dog ikke altid lige glade for os, da vi ofte løb med de svenske piger, som synes vi var mere interessante. Fremmed frugt er altid bedst, haha. Da jeg var en del af staben boede jeg ikke i lejren. Jeg havde det fint for jeg boede på Grand Hotel i Stockholm og fik 400 svenske kroner om måneden. Jeg havde det faktisk herligt. Der blev en del piger inviteret ud at spise, haha.

Hvordan var livet og træningen i brigaden?

Det er den hårdeste træning jeg nogensinde har oplevet. De svenske våben var ganske udmærkede, men svenskerne havde ikke for mange af dem, så vi havde heller ikke nok i brigaden.

Hvad gik jeres øvelser ud på?

Forventede I at i ville komme i kampe med tyskerne på et tidspunkt?

Ja, der var en klar forventning om at vi skulle i kamp på et tidspunkt. For at sige der rent ud, så længdes man efter det. Hæren havde jo en idé om hvad brigaden skulle lave, og vi skulle jo føre lynkrig mod tyskerne. Det var i sig selv utopi fordi brigaden havde som det sværeste våben en 37 mm kanon… og den nyttede jo ikke ret meget i kamp mod tyske kampvogne. Jeg ville bestemt ikke sige vi var bange, for tyskerne skulle have nogle tæv.

Hvordan fik I besked om at I skulle tilbage til Danmark?

Vi kunne jo ikke tage hjem til Danmark uden den svenske regerings velsignelse. De ville jo ikke have at de blev rodet ind i et eller andet. Den svenske regering fandt dog også ud af at nu var det ved at være slut, så vi blev samlet i lejrene og ventede på at svenskerne turde lade os tage Danmark. Da tiden så kom fik vi lov til at afsejle – eskorteret af to svenske torpedojægere, som fulgte os indtil vi kom halvvejs.

Hvordan var hjemturen?

Det var et rent jubeltogt.

Hvordan var ankomsten til Danmark? Hvordan oplevede i befrielsen?

Det var meget dramatisk da vi blev sejlet hjem og kom over til Helsingør. Der blev vi ledsaget på hver side af en dansk torpedojager, og da vi kom halvvejs, drejede de af. Helsingør var jo ved at revne. Der var dannebrogsflag alle vegne. Det var meget bevægende.  Der var jo også nogle episoder, hvor en dansk patrulje mødte en tysk patrulje og de stirrede jo intensivt på hinanden, men de gik hver især videre. Tyskerne havde jo overgivet sig, men man var stadig på vagt. Ifm. en anden episode var der dog en tysk officer der blev beordret til at stoppe, det nægtede han, og så blev han skudt. Vi var fortsat nervøse for om tyskerne nu også ville gøre modstand på et tidspunkt.

Efter Helsingør tog vi til København. Jeg var jo ung og officer, og der var en ældre kommandørkaptajn som havde brug for en adjudant og det blev så mig. Vi gik også parade gennem byen og vi havde jo skuespilleren Ebbe Rode med. Nogle steder kunne vi næsten ikke komme frem, da pigerne flokkedes om ham hele tiden. Ja, der var liv og glade dage.

Men, altså der var jo nogle steder hvor der var ildkamp og specielt med HIPO’erne. Men generelt var vi heldige at værnemagten overholdt våbenhvilen, for ellers var det blevet et blodbad.

Hvilke følelser gik gennem kroppen på dig da du kom tilbage?

Glæde over at være tilbage i Danmark, men samtidig også en følelse af at vi skulle være på vagt. Der var også en følelse af gengæld overfor tyskerne, for de blev ribbet for alt da de kom ned til grænsen. Cykler, våben og genstande og så fik de et spark i røven tilbage til Tyskland.

Følte I at der var noget uforløst ift. at tyskerne havde kapituleret da I kom hjem til Danmark uden at deltage i direkte kamp med dem?

Ja, det gjorde vi og det fik fortsat mange til at tage til udlandet for at kæmpe. Men hvis tyskerne virkelig havde gjort modstand, var det jo blevet til et blodbad. Der var jo altså nogle tyskere der stadig troede at de regerede, og der var en tysk officer der kom kørende og blev stoppet af en dansk vagtpost, som kørte videre, og så blev han altså skudt.

Hvor tog I hen da I kom til Danmark?

Der blev oprettet en lille afviklingsstab og her blev jeg stikirenddreng efter vi var blevet indkvarteret på Frederiksberg slot og vores opgave var at det hele forløb nogenlunde regelret. På et tidspunkt var der en mærkelig episode, hvor jeg blev kontaktet af to personer på Frederiksberg Slot, som gerne ville vide hvor vi havde gjort at våbnene vi brugte i brigaden. Det fik de jo ikke at vide. Der var dog kraftige rygter om at det var kommunisterne der ville have fingrene i dem.

Jeg blev efterfølgende i København og kom ud at sejle igen.

Hvad var jeres rolle nu?

Vi blev jo en form for ordensmagt, da den reelle ordensmagt jo stadig ikke var at finde.

Hvordan fik i besked om brigadens nedlæggelse? / Hvad lavede I i den efterfølgende periode efter befrielsen indtil brigaden blev opløst de 10. juli?

Det fik jeg da jeg var på Frederiksberg Slot.

Hvad lavede du efter krigen officielt var overstået?

Efterfølgende fortsatte jeg mit job som ung officer på Frederiksberg Slot og sørge for det administrative.

Hvordan var dit liv efter krigen? Tænkte du og tænker du stadig tilbage på krigen og din periode i brigaden?

Mit liv fortsatte som tidligere. Man skulle jo have genoprettet verden efter krigen. Jeg kom ud at sejle selvom vi ikke havde særlig mange skibe at sejle med. Danmark havde købt nogle gamle og udslidte fregatter i England, men skibene kunne trods alt sejle. De skibe var med til at genopbygge den danske flåde. Men heri var der meget nyt vi skulle lære, bl.a. radar, som vi jo aldrig havde brugt før.

Føler du at der har været nok fokus på historien om Danforce fx i kontrast til historien om modstandsbevægelsen?

Nej, det har der ikke.

Er der nogle erfaringer eller tanker du gerne vil kunne bringe videre til de yngre generationer ift. din tid i brigaden og generelt om 2. Verdenskrig?

Det er vigtigt at kæmpe for det man tror på. Ift. besættelsen er jeg ganske klar over at det var blevet et blodbad hvis vi havde gået mere til kamp d. 9. april, men noget andet i mig siger også at vi burde have gjort meget mere.

Danmarks bidrag til den allierede sag, det var vores søfolk, og de blev anerkendt alt for sent. Den danske handelsflåde var jo meget væsentlig for de allierede. Der var mange danskere med ved invasionen.